Forfatter Morten Brask – Fem bøger jeg ikke glemmer

Vis mig de 5 bøger du elsker højest, og jeg skal sige dig hvem du er. Det er naturligvis noget af en påstand, for vi, bogelsker-folket, zapper jo gerne rundt mellem tidsepoker, genrer og forfattere. Alligevel tror jeg, at der altid vil være en tendens til, at de bøger vi vil udvælge ikke kun er gode og interessante og velskrevne, men bøger, der som en en bue rammer en violinstreng dybt begravet i vores sjæl og bliver en tone i os, en tone som vi måske ikke helt forstår, men som giver vores liv dette helt særlige som ingen af de andre kunstarter kan: sætter os fri til at være helt alene med os selv og sproget og livet og verden. Og med mødet med en forfatter, der har skrevet sine ord og nu rækker dem frem, så de kan forløses i læsningen. Romaner vi aldrig slipper, men som følger os, som præger os, som bliver en del af den, vi er.

1) Alt af Papa Hemingway
Lad os begynde med begyndelsen. Manden med isbjerget. Første gang jeg stødte på hans navn, var hos mine bedsteforældre. Min farfar – som vi kaldte papa – var en Hemingway afficionado. Han havde en biografi, der hed Papa Hemingway, og jeg forbandt derfor min farfar med Hemingway, helt fra jeg begyndte at læse. Jeg vidste på en eller anden mystisk måde, at jeg ville elske Hemingway, når jeg blev stor. At han skulle være min forfatter.

Flash forward til Morten, 15 år. Jeg falder over den posthumt udgivne Øen og havet i en boghandlerkasse i det berømte antikvariat på Gl. Kongevej. Jeg tager den op: Papa! Og jeg læser den første linje af bogen, der foregår på Bimini og i Cuba:

“Huset lå på den højeste del af den smalle landtange og det åbne hav. Det havde overlevet tre orkaner og var bygget op solidt som et skib. Det lå i skyggen af høje kokospalmer … ”

Jeg var solgt og opslugt, og købte bogen og læste den i en køre. Det er en vidunderlig bog, som åbnede en helt ny verden, så langt fra mit småkedelige liv som studentikos teenager med forfatterdrømme på Frederiksberg.

Jeg var så betaget, at jeg prøvede at tale i samme ordknappe stil som Hemingways personer. Alt var kort, og der skulle ligge en masse livsbitter verdensmandserfaring mellem ordene. En dag kort efter, mødte jeg en pige som jeg forelskede mig i. Jeg var 17 år og talte i min manierede pseudoblaserte ordstil. Hun så irriteret på mig og spurgte mig, hvorfor jeg altid talte så underligt. Så blev jeg kureret for at tale Hemingwaysk. Men jeg blev ved med at læse ham, igen og igen. Papa – min første og bedste læremester, som jeg skylder alt.

2) Elskeren fra Nordkina af Marguerite Duras
Jeg fik den af en kæreste. Hun lagde den på min hovedpude en morgen. Jeg åbnede den, og Duras helt usammenlignelige sprog eksploderede i hovedet på mig. Hun skriver som havet der stiger og falder, som tier og kalder.

Hun skriver som en scene i en film, hun instruerede i 1970’erne: ‘Ceylon song’, hvor man ser et gardin der duver for vinden. Det er det eneste der sket, gardinet som duver i flere minutter. Det kunne være verdens kedeligste filmscene, men man bliver hypnotisk trukket ind i gardinets bevægelser, i dets løse, lyse vævning – og denne vævning finder man hos Duras. Det er så smukt, at man skal læse den i små bidder. Det er det tætteste en roman kan komme på poesi uden selv at blive et digt. Som her, hvor hun elsker med en smuk, kinesisk mand i et lejet værelse i Saigon:

“Byens støj er så nær, så tæt på, at man hører den skrabe mod træet i persiennerne. Det lyder, som om de gik igennem værelset. Jeg kærtegner hans krop i denne støj, denne gennemgang. Havet, uendeligheden som samler sig, fjerner sig, kommer tilbage.”

Læs Elskeren i Nordkina, og læs den langsomt. Træk vejret med sprogets rytme. Læs den op for en du elsker, stille, langsomt, kærligt.

3) Trolddomsbjerget af Thomas Mann
Jeg havde ønsket mig den i mere end et år, men de to bind var så dyre i min studenterøkonomi, at jeg måtte spare op, før jeg kunne åbne den og vandre ind i bjerglandskabet.

Den unge Hans Castorp ankommer til et sanatorium i de Schweiziske alper. Han skal besøge en fætter, men han ender med at blive der flere år, indtil første verdenskrig bryder ud og flænser Europa i trevler. Der sker næsten intet i de over 800 sider – og alligevel er det som at læse om selve livet. Om tiden, særligt tiden. Og kærligheden. Den er fyldt med filosofiske samtaler, som man ikke behøver forstå, de prenter sig i en.

Jeg læser forøvrigt aldrig Thomas Mann, når jeg skriver på en roman. Hans sprog er for farligt og intenst og langt. Det har det med at overtage min egen måde at skrive på. Så Mann er en “mellem-to-romaner”-forfatter for mig. Men sikke et mellemrum!

4) Elementarpartikler af Michel Houellebecq
Jeg læste et sted, at Houellebecq engang før et foredrag tissede i bukserne med vilje, for at fremstå lige så uspiselig som hans bøger er det. Jeg ved ikke om det er en sand historie, men det er sådan han skriver.

Han er nok en af de forfattere, hvis nye udgivelser, jeg bare MÅ læse omgående. Jeg har så stor respekt for ham. Jeg kender ikke andre forfattere, der i den grad er i stand til at skildre alt det grimme ved mennesket. Han tør. Han er ikke bange for at skildre mennesket, som jo også er ulækkert.

En direktør, der står bag et gardin og onanerer, mens han ser ned på nogle mænd der spiller fodbold i solen. Et perverst sexorgie i en kult på Lanzarote. En mand der tænder på at se sin kone have sex med andre. Det er så pinligt, pinligt, pinligt det hele. Man tænker: argh, jeg kan ikke have det, det er for nøgent og åbent. For ærligt. Houellebecq skildrer mennesker som de er, når ingen kigger. Han blotlægger alt det dybt, dybt private, alt det man skammer sig over. Begæret og afskyen.

Det er hvad Houellebecq er: det modsatte af Facebooks profiler. Der er ingen falsk pænhed, kun det snavsede vasketøj. Der er intet smukt som hos Duras og Papa og Mann. Men fuck, den mand kan skrive, så vi andre forfattere står måbende og tisser i vores egne bukser.

Læs en anmeldelse af ‘Elementpartikler’.

5) Fjenden i forkøbet af Henrik Stangerup

For nogle år siden blev Johannes V. Jensens Kongen fald udnævnt til at være den bedste danske roman. Det forstår jeg godt. Det er fantastisk sprog.

Men jeg synes, at den bedste danske forfatter er Henrik Stangerup. Punktum. Han har den samme effekt på mig som Houellebecq. Henrik Stangerup turde. Der er mere skønhed i hans bøger end hos Houellebecq, særligt i hans trilogi om tre berømte danskere, der hver for sig befinder sig på et Kierkegaards stadier på livets vej.

Han skildrer livet med så intens farvemæthed, at man må sidde og snappe efter vejret. Han trækker læseren ind i den brasilianske jungle i Vejen til Lagoa Santa. Eller ind i sjælen på P.L. Møller i Det er svært at dø i Dieppe (vidunderlig titel, ikke sandt?).

Men den bog der har berørt mig mest, er hans selvbiografiske bog, Fjenden i forkøbet. Den skildrer hans barndom som søn af en berømt litteraturanmelder, der kommer til at udtale sig “forkert” i forhold til nazisterne. Og en mor der var skuespiller. Stangerup er i høj grad en mandeforfatter. Bøgerne skildrer, hvad det vil sige at være mand på godt og ondt. Jeg tror alle mænd, uanset baggrund, alder og erhverv, kan spejle sig i bogen. Og kvinder, der vil forstå mere om, hvad det vil sige at være mand, får her et røntgenbillede af den mandlige udgave af homo sapiens.

Bogen skildrer også hans store forelskelse i Lotte Tarp og hans kampe med alkoholen og frygten for fjenderne, dem i fortiden og i nutiden, dæmonerne der hyler i hans indre. Og hans vaklen, da han overvejer, om han skal blive forfatter.

Jeg elsker scenen, hvor han besøger sin berømte fætter, Klaus Rifbjerg og spørger ham til råds, om han skal være præst eller forfatter. Rifbjerg forstår ikke Henriks vaklen. Forfatter selvfølgelig. Da Henrik stadig forvirret går ned ad trapperne, råber Klaus Rifbjerg oppe fra afsatsen: Få nu bare gang i lortet, fætter!

Og det gjorde han. Gang i lortet, og gud ske tak og lov for det. Værs’god at træde nærmere. Danmarks, i mine øjne, forfatter numéro uno.

_______________________________________________________________________________________________________

Om Morten Brask:

Morten Brask er forfatter til en række romaner, rejsebøger og biografier og fagbøger. Blandt romanerne kan nævnes ‘Havet i Theresienstadt’, ‘William Sidis perfekte liv’, ‘En pige og en dreng’ og ‘Ofrene’. Hans bøger er udkommet i ti lande. Vinder af de italienske litteraturpriser “Bottari Lattes Grinzani’s literary award 2015”, “Edoardo Kihlgren first Prize for European Literature 2014. Nomineret til de franske priser
Prix du roman Fnac 2011, Prix du roman Chapitre européen 2011. Han modtog i 2011 Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat.

Læs anmeldelser af Morten Brasks bøger på Bogrummet

Læs mere om Morten Brask på hans hjemmeside
Forfatterfoto: Thomas Busk

_______________________________________________________________________________________________________