Forfatter Malene Ravn – Fem bøger jeg ikke glemmer

Jeg er vokset op i et hjem, hvor bøger betød meget, og jeg har læst så længe jeg kan huske. Da jeg var barn og ung læste jeg stakkevis af Anders And-blade, hestebøger, ugebladsnoveller, Min venindes Mit livs novelle og Romanbladet, side om side med Herman Hesse, Henry Miller, Thackeray, Tove Ditlevsen, Dea Trier Mørch, Erica Jong og Svend Åge Madsen. Om jeg forstod hvad der foregik, tog jeg ikke så tungt, og jeg forstod nok mere end som så – i hvert fald blev jeg jo ved med at læse, og i dag har jeg vel højst udviklet en lidt mere kedelig smag inden for litteratur: Det er i hvert fald længe siden, jeg har læst en ugebladsnovelle.
Jeg læser stort set altid, kun i meget heftige skriveperioder kan jeg ikke overskue at læse andres værker. Da jeg færdiggjorde I DINE ØJNE i foråret og sommeren 2018 fik jeg for eksempel ikke vendt et blad i andres bøger, men ellers nyder jeg at tanke op i romaner især, mens jeg skriver.
For mig er det ikke helt nemt at nævne fem bøger, jeg ikke glemmer. Dels fordi der jo er så mange bøger, der bør komme med på listen, og dels fordi jeg faktisk er slem til at glemme, også de bøger, der fortjener at blive husket. Jeg kan være så opslugt af en roman, at jeg er sikker på, at den vil brænde sig ind i min hukommelse, og så sker der alligevel det sædvanlige: Den lægger sig dejligt tilrette i mit system, lader sig blande med alle de andre gode læseoplevelser, nye kommer til og lægger sig ovenpå, og så kan jeg pludselig ikke huske den alligevel. Ikke sådan tydeligt. Det er lidt ligesom med film – var det nu den ene eller den anden film, som den og den skuespiller spillede med i? Åh for pokker, jeg kommer i tanker om det om lidt! Der mangler måske nogle hylder i min hukommelse til at holde lidt orden på det hele. Men okay, nu forsøger jeg, og jeg kommer nok til at snyde lidt!
Min liste ser sådan ud:

1. Nitten røde roser
2. Mis med de blå øjne
3. Bliktrommen
4. Tugt og utugt i mellemtiden
5. Man gjorde et barn fortræd
6. Vådområder
7. New York-Triologien

1. Nitten røde roser af Torben Nielsen.

Ikke fordi jeg kan huske et ord af, hvad der stod i den krimi, men fordi jeg læste den i hemmelighed, da jeg var på ferie hos min mormor i Risskov, og ikke måtte, fordi jeg var for lille. Bare det AT læse den krimi var spændende. Og det gælder vel egentlig for min læselyst: Jeg er altid spændt på, hvad det er, jeg skal få at se. Og det hemmelighedsfulde: Jeg føler næsten altid at jeg bliver betroet en hemmelighed, når jeg åbner en bog, noget intimt.
Først og fremmest var jeg vist dengang betaget af det smukke omslag, og det er også værd at bemærke. Omslaget betyder noget, og nogle gange kan det være en vanskelig, ja umulig, proces at skabe det rette omslag til en roman. Andre gange går det så let!

På denne plads burde jeg nok i stedet have nævnt Christian Kampmanns ‘Gregersen-saga’, som jeg også læste som ret lille, og som for mig blev en introduktion til de voksnes verden. Sådan var det altså!?

2. Mis med de blå øjne af Egon Mathiesen.

Ja, Egon Mathiesens smukke børnebøger i det hele taget, især ‘Papegøjebogen’, ‘Aben Osvald’ og ‘Bugivugi og hans fire sønner’. ‘Mis med de blå øjne’ var både morsom og sørgelig, illustrationerne så smukke, og teksten trøsterig. Aben Osvald husker I sikkert: Hvordan han pludselig sagde nej til den store abe. Det råber vi stadig til hinanden i min familie: “NEJ. Han blev selv helt forskrækket.”

3. Bliktrommen af Günther Grass.

En vild, farlig og fabulerende roman, som er en oplevelse at læse og som har stor historisk betydning. Romanens lille Oskar med trommen og skriget, der får glas til at briste, beslutter at holde op med at vokse, og iagttager de voksnes verden fra sin position dernede. Romanen er et opgør med den tyske efterkrigstids tavshed og pænhed, og landede med et brag i 1959. Det gør den hver gang man læser den.

Læs en anmeldelse af ‘Bliktrommen’

4. Tugt og utugt i mellemtiden af Svend Åge Madsen.

Ja, faktisk stort set alle Svend Åge Madsens romaner, både de mere fortællende og de meget eksperimenterende, der er ingen af dem jeg har lyst til at glemme, men jeg kan heller ikke lige huske den ene fra den anden. Svend Åge Madsens undersøgelse af identitet er fortryllende, ligesom det er magisk at hans matematiske tekstsystemer kan skabe så mange følelser i læseren (mig) (som ikke forstår matematik).

Læs en anmeldelse af ‘Tugt og utugt i mellemtiden’.

5. Man gjorde et barn fortræd af Tove Ditlevsen.

Og lad mig tage ‘Barndommens Gade’ med, nu vi er i gang. De to romaner gjorde et uudsletteligt indtryk på mig, da jeg var 11-12 år. Jeg levede så meget med, at jeg vil tro, at jeg faktisk erfarede romanens handling, som var oplevelserne min egne.
Det sker for øvrigt ofte med det, jeg selv skriver: At jeg tror, jeg har oplevet noget, som viser sig ”bare” at være noget, jeg har skrevet i en roman.

Læs en anmeldelse af ‘Man gjorde et barn fortræd’.

6. Vådområder af Charlotte Roche.

Var provokerende, da den udkom i 2009, og gjorde indtryk ved sit uforfærdede og insisterende kvindelige perspektiv, den minutiøse udforskning af kvindekroppen og dens lugte og væsker. Jeg kunne godt lide det og følte mig befriet af læsningen, mens andre syntes det var ækelt.

Læs en anmeldelse af ‘Vådområder’.

7. New York-trilogien af Paul Auster.

Engang var jeg sikker på at jeg aldrig ville glemme Paul Austers New York-trilogi og Tilfældets Musik og og og – hans bøger betød meget for mig engang, men jeg har faktisk glemt dem nu.

Læs en anmeldelse af ‘New York-trilogien’.

__________________________________________________________________________________________

Om Malene Ravn:

Malene Ravn (1971) er cand. mag. i dansk, sprogpsykologi og retorik og har udgivet tre romaner:
Det eneste rigtige (2014)
Mia (2016)
og senest I dine øjne (2018), en slægtsroman, der spænder over 100 års danmarkshistorie fra 1902 til 2001.

Læs mere om Malene Ravn på maleneravn.dk

Læs anmeldelser af Malene Ravns bøger på Bogrummet

Fotos: Robin Skjoldborg

____________________________________________________________________________________________