Dansk litteratur om Første Verdenskrig

Den 11. november 2018 er det 100 år siden, Første Verdenskrig de facto sluttede med en våbenhvile mellem Ententemagterne og Tyskland. Dermed sluttede en krig, som ingen havde set komme. Tiden op til krigen kaldes ofte »la belle époque«, og den var præget af optimisme og en vis form for sorgløshed, fred og på mange fronter også fremgang.

Det ændrede sig brat med krigsudbruddet i 1914. resten vil jeg overlade til faghistorikerne. Enhver interesseret kan fordybe sig i årsagerne til krigen og dens konsekvenser – selv om Første Verdenskrig sammenlignet med Anden Verdenskrig i mange år har været sparsomt behandlet i både faglitteraturen, skønlitteraturen og massemedierne.

Én ting er sikkert: Anden Verdenskrig kan ikke analyseres, diskuteres og forstås uden, at man drager Første Verdenskrig med ind i billedet. De to kroge hænger uløseligt sammen. Med Versaillesfreden i 1919 var grunden i virkeligheden lagt til Anden Verdenskrig. Det er let nok at se i dag, men det så kun de færreste dengang.

Da den franske generalstabschef Ferdinand Foch (der i 1918 var øverstkommanderende for de allierede styrker på vestfronten) i sommeren blev præsenteret for Versaillestraktaten udbrød han: »Dette er ikke en fred. Det er en tyve års våbenhvile!«

På 100-års dagen for våbenhvilen får den danske film »I Krig & Kærlighed« gallapremiere i Sønderborg, hvor den blandt andet er optaget. Det er en af de største danske filmsatsninger nogensinde med et samlet budget på over 42 millioner kroner. Det er ikke en filmatisering af Karsten Skovs roman om en dansksindet sønderjysk desertør under Første Verdenskrig – »Knacker« hedder den – men den er inspireret af romanen, der igen bygger på en hændelser, der i virkeligheden har fundet sted.

Filmen vil formentlig være en øjenåbner for især et dansk biografpublikum nord for Kongeåen: 30.000 fra Nordslesvig (det område der efter afstemningen i 1920 mere og mere gik over i sprogbrugen som »Sønderjylland«) blev i årene 1914 til 1918 indkaldt til tysk krigstjeneste. Cirka 6400 blev dræbt eller meldt savnet. Mens resten af det nuværende Danmark fulgte Første Verdenskrig fra sidelinjen – som neutralt land – blev det overvejende dansksindede Nordslesvig/Sønderjylland direkte revet med i krigen. Der er næppe den sønderjyske familie, der ikke har en oldefar eller bedstefar, der kæmpede på vestfronten eller østfronten.

I litteraturen kender vi primært Første Verdenskrig fra Erich Maria Remarques »« (1929), Ernst Jüngers »I Stålstormen« (1920) og Jaroslav Hašeks »Den gode soldat Svejks eventyr« (1923). De to førstnævnte er primært selvbiografiske. Jeg vil her fokusere på et udvalg af den skønlitteratur, der er direkte relateret til de dansksindede sønderjyders soldater i Første Verdenskrig. Ikke at Første Verdenskrig ikke kom til at spille en vigtig rolle i dansk litteratur og kultur generelt, for det gjorde den. Absolut anbefalelsesværdig er Bjarne Søndergaard Bendtsens mammutværk »Mellem Fronterne – Første Verdenskrig i dansk litteratur 1914-1939« (Klim), der udkom i foråret 2018 og analyserer og redegør for krigens aftryk i dansk litteratur og kultur. Der er næsten ikke den relevante bogudgivelse, der ikke præsenteres i bogen, og som sættes ind i en større litteraturhistorisk sammenhæng. Bogen er baseret på forfatterens ph.d.-afhandling og ikke specielt underholdende skrevet (nogle steder er sproget faktisk gabende kedsommeligt)  men tilsvarende imponerende grundig.

En anden bog, man heller ikke kommer uden om, er tidligere museumsleder Hans Einar Sørensen »Alle de skjalde« om litteraturen i Sønderjylland og Sønderjylland i litteraturen. Den blev udsendt i 2015 af Sprogforeningen og Historisk Samfund for Sønderjylland. Bogen indeholder et værdifuldt kapitel om primært dansksproget lyrik og prosa om verdenskrigen.

I modsætning til De slesvigske Krige i 1848-1850 og 1864 er Første Verdenskrigs umiddelbare spor i dansk skønlitteratur begrænset. Hans Einar Sørensen konkluderer i sin bog, at de dansksindede soldater i verdenskrigen følte sig uden for den patriotiske opstemthed og offervilje, som prægede det tyske samfund langt ind i krigen. De fleste danskere gik modvillige med i krigen, men levede i en pligtkultur. Af den litteratur, der blev udgivet i årene efter krigen, skal Valdemar Rørdams »Digte fra Verdenskrigen (1918-1919)« fremhæves.  Særdeles læseværdige er mange af de dagbøger og soldaterbreve, som de sønderjyske soldater skrev i krigsårene, og som senere er udgivet i bogform. Læs for eksempel »Krestens breve«, som historikeren Claus Bundgaard Christensen udsendte på Gyldendal i 2012 eller Iver Henningsens breve, som hans børnebørn, lektor Kaj og dr.phil. Lars Nørgaard Henningsen, udsendte i samarbejde med historikeren Martin Bo Nørregaard i 2015. Titlen er »Sanitetssoldat på Østfronten«, og bogen er udgivet af Historisk Arkiv for Haderslev Kommune.

Når vi zoomer ind på den skønlitteratur, der udkom udkom umiddelbart efter verdenskrigen, kommer man ikke uden om den senere redaktør Morten Kamphøveners »Det slesvigske regiment« fra 1919. Forfatteren deltog selv i de hårde kampe ved Verdun, hvor næsten en million soldater blev dræbt eller såret. Det er dog hans selvoplevede skildringer, der står stærkest. Hans fiktion virker derimod meget skabelonagtig.

Inden for de seneste år er der kommet en fine romaner skrevet af nulevende forfattere med en sønderjysk baggrund. Egentlig kan det undre, at der af nyere dato ikke er udgivet mere skønlitteratur med udgangspunkt i grænselandets historie. Der er masser af autentisk stof, der bare ligger og venter på at blive bearbejdet litterært. Den stående diskussion er den historiske korrekthed – eller mangel på samme. Det er fortrinsvis en debat, der er affødt af de historiske film og tv-serier, der har udgivet sig for at »være baseret på virkelige hændelser«, men som gør vold på historien i en sådan grad, at de er pure fiktion og ikke andet. På den ene side i debatten er faghistorikerne, der ønsker en så korrekt historisk gengivelse som muligt. På den anden side er forfattere og manuskriptforfattere, der ønsker at have en kunstnerisk frihed.

Som læser eller filmseer gør man sig selv en tjeneste ved at være opmærksom på det faktum, at et stykke historisk fiktion ofte siger lige så meget om den nutid, den er produceret i, som om den fortid, den beskriver.

Forfatteren Karsten Skov stammer fra Augustenborg og bor i Broager ikke langt fra slagmarkerne ved Dybbøl. Hans romandebut, »Knacker«, fik en fin anmeldelse af Claus Bundgaard Christensen i Weekendavisen og en hård medfart af Bjarne Søndergaard Bendtsen på webportalen historie-online.dk. Sagen er bare den, at der især på de sønderjyske biblioteker har været lange ventelister hos det publikum, der er efterkommere til de sønderjyske soldater.

»Knacker« (Forlaget Mellemgaard, 2013) handler om en sønderjysk soldat, Esben, der deserterer fra den tyske hær under en orlov hjemme i på Als. Han gemmer sig i halvandet år på loftet, indtil krigen er ovre. Der sker egentlig ikke synderligt meget i romanen. Spændingsmomentet er, at den lokale preussiske gendarm hele tiden har på fornemmelsen, at Esben gemmer sig på loftet, og kommer faretruende tæt på ham. Uret tikker til sidst i romanen, og hovedpersonens skæbne afgøres i de sidste timer op til det interne oprør mod det tyske kejserrige den 9. november 1918.

Karsten Skovs  anden roman, »Enkeland« (forlaget Hovedland, 2018) foregår i teglværksmiljøet nord for Flensborg Fjord. Her berettes om den dansksindede teglværksarbejder Traugott, der må efterlade sin hustru og deres børn derhjemme, da han i 1916 bliver indkaldt til krigen. Derhjemme ender hustruen med at få børnene tvangsfjernet af den preussiske stat. Bortset fra et eller to enkeltstående tilfælde var dette bestemt ikke almindelig praksis i årene 1914-1918, da Sønderjylland var tysk. Men det kan jo også opfattes som en slags allegori på kampen mellem dansk og tysk og retten til ens børns nationale fremtid.

Journalisten Jakob Brodersen har skrevet romanen »Thode« (forlaget Radius, 2014), der bygger på hans oldefar Carl Theodor Thodes efterladte erindringer. Mens man i mange sønderjyske hjem ikke satte ord på de voldsomme oplevelser, de dansksindede soldater havde ved fronten, blev det gjort i familien Thode.

Den nyeste roman er Erling Jepsens »Erna i Krig« (Gyldendal, 2018), og det er en humoristisk bog, der i sædvanlig Erling Jepsen-stil slet ikke gør krav på at være autentisk for slet ikke at tale om historisk korrekt. Sønderjylland skal simpelthen vindes tilbage med syfilis, da den sønderjyske kvinde klæder sig ud som mand og drager med sin lidt retarderede søn til fronten. Det er en underholdende fortælling ikke blot om sønderjysk tapperhed, men også om moderkærlighed.

Endelig vil jeg fremhæve Tom Buk Swientys »Tommy og Tanne« (Gyldendal, 2016). Her møder vi i en velskrevet krønike den autentiske person Thomas Dinesen, der i modsætning til sønderjyderne meldte sig helt frivilligt til krigen på britisk side. Her møder vi en mand, der først virker til rigtigt at leve, når han kan slå enten dyr i Afrika eller mennesker i Europa ihjel. Måske kan han have stået over for nogle af sine landsmænd, dansksindede sønderjyder. En repræsentant for en forkælet københavnsk overklasse over for en den jævne soldat fra den danske almuebefolkning i Sønderjylland. Sikke en sigende kontrast.

For at læse anmeldelser, eller låne de bøger der omtales i artiklen, kan man blot følge de indlagte link.