Hvor der er fugle af Maren Uthaug

På et tidspunkt forsøgte jeg mig med at læse Maren Uthaugs “Og sådan blev det”, men opgav den ret hurtigt. Den var for mærkelig. Nu har jeg så læst “Hvor der er fugle” af samme forfatter, og er ikke i tvivl om at “Og sådan blev det”, skal have en chance mere.

Forlaget skriver om “Hvor der er fugle”:

En slægtsroman om kærlighed og indavl.

For at redde sin mor må Johan gifte sig med Marie, selv om han elsker Hannah. De bosætter sig på et fyrtårn to havmil fra byen Uthaug i Norge, hvor det blæser så meget, at deres børn må bindes fast for ikke at blæse i havet. Sønnen tror, han er en kalv, datteren er besat af mænd, Marie lugter forkert, og Johan sidder i toppen af fyrtårnet og føler sig bedraget af livet. Men som historien skrider frem, bliver det mindre og mindre sikkert, hvem der egentlig bedrager hvem.

Adskillige gange undervejs, tænkte jeg på Ane Riels forfatterskab, og især på hendes helt fantastiske “Harpiks” fra 2015. Ligesom Riel kan Uthaug skrue en fuldstændig vanvittig historie sammen, og gøre den både troværdig og vedkommende. Om Uthaug er inspireret af Riel skal jeg ikke kunne sige, men bortset fra deres fælles tilgang til den groteske historie, er “Hvor der er fugle” også helt sin egen. Historien starter stille og roligt, og alt ånder fred og ro. Indtil der begynder at ske mærkelige ting. En ung pige bliver gravid med sin arbejdsgiver, gifter sig med en mere eller mindre tilfældig mand, og ender som fyrmesterkone på en forblæst klippe der bærer forfatterens navn, Uthaug. Og så går det egentlig bare ned ad bakke derfra. Uden at vide det, ender dele af det lille samfund med at være indavl af værste skuffe. Ingen har styr på hvem der i virkeligheden er forældre til hvem – men alle tror at vide det. Men nogle af det lille samfunds indbyggere, bliver med tiden mere og mere sære som tiden går, og generationer afløser hinanden. Eneste undtagelse er en dreng der faktisk ikke er et resultat af indavl, men alligevel overgår alle hvad særheder angår. Det interessante er, at alle bliver bedraget og alle bedrager, men der er ikke ret mange af dem der er klar over hverken det ene eller det andet.

Efter endt læsning, sidder jeg forundret tilbage, og overvejer hvad jeg lige har været vidne til. “Hvor der er fugle” er en bog af den slags der kan rumstere i hovedet på læseren meget længe, og man kan hele tiden finde nye ting at brygge videre på. Virkeligheden er ikke altid hvad den giver sig ud for. Nogle gange er den meget værre end man tror.

Forfatteren skriver godt, sproget flyder let og uhindret fra hendes pen. Samtidig har hun en pudsig, let ironisk distance til det hun skriver om. Jeg fornemmer næsten at hun sidder og trækker på skulderen på sådan en nå-ja-hvad-skidt agtig måde, mens hele den groteske fortælling bliver til. Jeg var ikke alene godt underholdt, jeg fik noget med hjem.

Maren Uthaug har med “Hvor der er fugle” beriget mig. Jeg er bare ikke helt sikker på hvordan. Og det er lige netop det god litteratur kan.

Lån bogen på Bibliotek.dk