To brødre af Ben Elton
Ben Elton er nok bedst kendt for sine TV serier “The Young Ones”, “Blackadder” og “Mr. Bean”. Umiddelbart er det svært at forestille sig, at der skulle komme en dybt alvorlig murstensroman fra hans hånd. Men det er ikke desto mindre hvad “To brødre” er – dybt alvorlig, og lidt af en mursten.
I 1920 føder den jødiske kvinde Frieda tvillinger på et hospital i Berlin. Kun det ene barn overlever fødslen, men så adopterer Frieda et forældreløst barn født på samme tidspunkt, og drager således alligevel hjem med to dreng, Paulus og Otto.
Da nazismens fremmarch langsomt men uundgåeligt, sniger sig ind i familiens tilværelse, får brødrenes biologiske baggrund uventet betydning, og bliver pludselig forskellen mellem liv og død.
Jeg vil ikke hævde at Ben Elton er en fremragende forfatter, men historien der er udsprunget af hændelser i hans egen families historie, er virkelig god. Den fortæller dels Tysklands historie fra begyndelsen af 20’erne til midt i 50’erne. Vi møder en række personer og bliver tilskuere til hvordan deres skæbner udvikler sig i vidt forskellige retninger, og vi ser hvad krig gør ved mennesker. Selv om hændelserne i bogen dels er baseret på virkelige hændelser, og dels på hændelser der kunne være virkelige, formår Ben Elton ikke helt at gøre historien troværdig. Der er alt, alt for mange småting der ikke hænger sammen. Alt for mange detaljer om personer og hændelser ændrer sig i løbet af historien. Det ændrer ikke ved historien, men har samme effekt som vejbump på en motorvej, fordi man som læser hele tiden må stoppe op og tænke “det var da ikke sådan det var?”. Eksempelvis er Frieda og hendes mand Wolfgang gift på det tidspunkt hvor deres tvillinger bliver født. Senere i historien, hvor disse tvillinger er 20 år gamle, tænker en af dem på sine forældres 17 år lange ægteskab. Det ændrer ikke på historien, men giver grobund for en nagende tvivl om hvor mange andre detaljer forfatteren ikke har helt kontrol over. En historisk roman må ikke give indtryk af at forfatteren ikke har styr på detaljen.
Ben Elton kender sikkert et af forfatterens fornemmeste bud, “show it – don’t tell it” (vis det – uden at sige det). Altså f.eks. ved at lade karakterernes ageren i bestemte situationer vise læseren hvordan de tænker og hvem de er, uden at sige det direkte (han blev vred fordi hans personlighed…). Ben Elton har bare misforstået dette bud, og ser det tilsyneladende som “show it – then tell it”. Lidt anstrengende hele tiden at skulle belæres om det indlysende, for Elton kan faktisk godt vise uden at sige.
Oversættelsen af “To brødre” er et kapitel for sig. Sjældent har jeg set så elendig en oversættelse, hvor man ligefrem kan høre originalsproget i den ofte ordrette oversættelse af sætningerne, og da engelsk (originalsproget) og dansk ikke altid har samme ordstilling, medfører oversættelsen endnu flere af førnævnte vejbump.
