477
1992
87-7801-018-7
Papillon
2.udgave
Franskmanden Henri Charrière (1906 -1973) blev i 1931 kendt skyldig i et mord, som han hævdede skete i selvforsvar.
Han blev idømt livsvarigt straffearbejde på de dengang så berygtede »Frelsens øer« i Fransk Guyana i Sydamerika, hvor de fleste fanger blev knækket og døde.
Charrière hævdede selv, at han flygtede otte gange fra øerne. Ifølge hans selvbiografiske roman sejlede han tusindvis af kilometer på primitive flåder eller i skrøbelige både i livsfarligt farvand ind til Sydamerikas fastland.
Efter ufattelige lidelser genvandt han efter 13 år friheden i Venezuela.
Få år før sin død udsendte han erindringerne ”Papillon”, sommerfuglen, der refererer til det øgenavn, han havde blandt sine medfanger. Henri Charrière havde en sommerfugl tatoveret på brystet.
Bogen blev en sensation og trykt i kæmpeoplag over hele verden. I Frankrig solgte den over halvanden million eksemplarer. Kun Bibelen er blevet trykt i et større oplag i landet.
Desværre blev bogen til langt op i 1980’erne solgt uden en seriøs varedeklaration.
Da bogen udkom, blev store dele af indholdet nemlig dementeret af de franske myndigheder, der blandt andet kunne dokumentere, at Henri Charrière aldrig havde siddet på den fængselsø, der gik under navnet ”Djævleøen”. Den hævdede han ellers at være blevet deporteret til efter et af sine flugtforsøg.
Franske journalister satte også spørgsmålstegn ved, om ”Papillon” overhovedet var Henri Charrière og dokumenterede flere unøjagtigheder og usandheder i bogen. ”Djævleøen” var således ikke bygget på klippegrund, som Charrière hævdede.
Charrière gik senere delvist til bekendelse og sagde, at 75 procent af bogens indhold var sandt.
Ifølge den franske journalist Gerard de Villiers skal allerhøjst ti procent af indholdet kunne dokumenteres at have en sandhedsværdi.
Hele denne diskussion ville naturligvis hvad været omsonst, hvis ikke det var fordi bogen er blevet solgt som erindringer og ikke fiktion. I 2005 fik sagen en lidt bizar drejning, da den 104-årige Charles Brunier fra Paris med kildemateriale i hånden hævdede, at den rigtige ”Papillon” var ham.
Den offentlige diskussion har resulteret i en bred enighed om, at denne fantastiske historie om en mand, der bliver ved med at flygte fra et fængsel, det siges var umuligt at flygte fra, er flere forskellige menneskeskæbners historier stykket sammen til én. Og at bogen var Henri Charrières hævn over den dommer, der dømte ham for et mord, som han nægtede sig skyldig i.
Skal alt dette afholde dig fra at læse ”Papillon”? Nej – det ville være synd. Det er fantastisk spændende læsning, velskreven, og i sidste ende en imponerende skildring af et menneskes ukuelige trang efter at leve i friheden, om troen på overlevelse og dét at holde fast i håbet.
Upåagtet de efterfølgende diskussioner anføres bogen på www.bibliotek.dk som værende en biografi. Dette holder vi os til her.