Manden i skyerne af Koos Meinderts

Harlis & Lehrskov er to voksne kvinder, som har læst billedbogen: “Manden i skyerne” af Koos Meinderts og Annette Fienieg. Her er, hvad de mener om bogen.

Harlis:
Elsker de sætninger, der åbner historien: “Bjerget havde altid været der. Manden kom til senere, meget senere. Ingen i landsbyen nede i dalen vidste, hvem han var, hvad han hed, eller hvor han kom fra.” Alt kan ske her, der er mystik, men tegningerne af den skæve bjælkehytte med røde skodder og en rødkælk på vandpumpen,”lover”, at historien, vi har i vente, er mere som Petersen og Findus end en filosofisk fortælling om at leve i udkanten. Manden, og især mandens maleri, er hovedperson. Hver dag sidder han på sin røde træstol iført strømpesokker og med katten ved sin side og nyder, det han ser inden for rammen.

Folkene fra byen får også fornøjelsen og sætter pris på det. De nyder hans gæstfrihed og betaler ham med små gaver.

Et bestemt besøg får pludselig stemningen til at vende. Himlen bliver mørkere, dyrene forsvinder, regnen begynder at piske, og døgnet kommer til at hælde mere over mod natten. Manden begynder at se sig over skulderen, sætte brædder for vinduerne og isolere sig for til sidst at skille sig af med det, der satte gang i historien, fik os til at bladre om på næste side, og som skabte liv i huset i skyerne. Skurken – den besøgende, er den mand, som italesætter maleriets salgsværdi.

Det førmoderne præg, der er over historien, og som også er kendetegnende i Sven Nordqvist og Karin Hultman Jensens bøger, kan jeg ret godt lide. Det kan, når det lykkes, hjælpe med at sænke tempoet og rette fokus på den konkrete historie. Og i dette tilfælde på historiens morale: at dyre ting gør noget ved os og kan lige frem gøre os handicappede i forhold til livet, når de bliver så determinerede, at det ikke er muligt at tænke på andet. Og moraler glider lettere ned i et ikke-politisk univers som det førmoderne.

Lehrskov:
Der er virkelig styr på det i den her bog. Der er en tydelig fortælling, en klar morale og nydelige illustrationer, der understøtter teksten. Det hele er fuldstændigt forudsigeligt og – derfor – også ret kedeligt. Selv slutningen kan man næsten gætte sig til – ”det ender nok med en fin udsigt og en smuk himmel” og ja det gør det sørme.

Det er ellers én af de helt store efterstræbelsesværdige fortællinger om livets højere mening, der er i spil her – først kommer det uskyldsomvundne Paradis, så kommer helvede på jord og så kommer Paradis tilbage til dén, der formår at genfinde det sande indhold her i livet – eller noget i den retning. Det forekommer mig, at denne lignelse er fortalt et hav af gange tidligere i historien til efterkommelse for menigt menneske og som bekendt samlet i ét stort værk og med en hel institution opbygget omkring temaet.

Det er på mange måder en sød og klog bog og egentlig en fin fortælling om en rejse fra enfoldighed over gerrighed til ophøjelse fortolket i børnebogsform – men er det en fortælling, der overhovedet kan fortælles på denne lyserøde og klicheagtige måde? For mig bliver historien for ”tyk” i sit budskab og tilligemed serveret på et alt for velpoleret sølvfad.

Lån bogen på Bibliotek.dk