Yahya Hassan af Yahya Hassan

Yahya Hassan har trods sin ganske unge alder formået at skabe stor opmærksomhed om sin første digtsamling, der allerede er solgt i mange tusind eksemplarer og i flere avisanmeldelser er blevet rost til skyerne – og det med god grund.

Jeg kan ærligt sige, at jeg aldrig har læst en digtsamling som denne – og det skal forstås positivt.

Overordnet handler digtene om en opvækst i helvede, hvor tæsk og nedværdigende behandling er hverdag. En hverdag præget af forældrenes mentale fravær og fysisk og psykisk ydmygelse af deres eget afkom. Derudover indeholder samlingen digte om ungdomskriminalitet, tvangsfjernelser og om, hvordan litteratur bliver et vendepunkt for den unge forfatter, der bruger bøgerne som den flugt fra virkeligheden, som alle mennesker har brug for.

Digtene er alle hård læsning. Virkelig hård læsning. Det er barskt og visse af digtene giver læseren gåsehud fordi oplevelserne er så intense og skræmmende, at det kan være svært at forholde sig til.

Yahya Hassan er virkelig brudt igennem den litterære lydmur med denne digtsamling, og han skriver blændende godt. Sproget er råt og ligetil, ingen dikkedarer, bare beskrivelser af de nøgne kendsgerninger – sandheden om et underdanmark de færreste af os kender til.

Forfatteren har et stort talent for at skrive – og jeg håber han fortsætter sit gode arbejde og fremadrettet ønsker at udgive flere bøger.

Fem stjerner for en helt igennem fantastisk bog, som alle bør læse.

Et eksempel fra bogen er digtet “Kærlighed” (side 39)

“Far fik endnu et barn mens jeg var anbragt
jeg ved ikke hvad det hedder
og har glemt om det er en dreng eller en pige
på en hjemrejseweekend besøgte jeg far
børnene blev glade og ville lege når jeg kom
men hans kone sagde
at jeg ikke skulle røre hendes børn
det ældste barn blev ved med at kravle hen til mig
hun slog ham i ansigtet med flad hånd
han græd og sagde men jeg elsker dig mor
hun slog ham igen og sagde jeg elsker ikke dig”

Lån bogen på biblioteket