252
2013
978-87-93128-00-2
Jacob Skyggebjerg debuterer i 2013 med “Vor tids helt”, hvor en ung mand fortæller om sin opvækst i udkantsjylland i den nederste socialklasse. En barndom med druk og ustabilitet. Man er ikke ret meget i tvivl om hvilken slags hjem han vokser op i, eftersom han som barn tror det er helt normalt med sorte klatter af myrer i sukkeret. Han starter tidligt med stoffer og kommer gennem flere dage på hash.
Hvis hovedpersonen i “Vor tids helt” skal forestille at være en helt i nogens optik, kan det kun være i hans egen dopede hjerne. Det lyder sort, men fordi fortælleren selv er ret fri for sentimentalitet, læser man bogen distanceret, som en form for dokumentation.
Romanen er ikke en fortløbende fortælling, men en masse mindre historier om hverdagsoplevelser fra barndom til hovedpersonen er en ung voksen i København. Tilsammen udgør de et foruroligende billede af et utilpasset menneske, der ikke rigtig stopper op og får spurgt sig selv om han er på rette vej. Måske fordi han er vokset op i et miljø hvor man tager øl med på ganske korte bilture og fyrer fede sammen med sin far.
Sproget er en klasse for sig selv. Både ind til benet og lyrisk. Kontant og vævende. Præcis som hovedpersonen selv både er ligeglad med at stjæle hvad han lige har lyst til og tage de stoffer der byder sig og samtidig har et meget skarpt blik for andres smerte.
Her er de taget hjem fra barnedåb hos broderen:
“Min far tager telefonen. Det er min bror. Han fortæller, at Ong, thailænderen, hans svoger har giftet sig med, og som han og arbejdskammeraten Dennis havde siddet og fyldt med vin, de havde hele tiden skålet og fyldt hendes glas, var begyndt at prøve at kysse alle mændene, hun havde prøvet at kysse Dennis lige op og ned ad sin mand. Han var blevet sur, og hun var stukket af. Min bror havde sendt hunden ud for at lede, og den fandt hende i en busk et sted på grunden. Hun gemte sig i busken, hun var meget lille. Hun kunne kun få ord på dansk. Da hun kom ind, krammede hun sin svigermor og græd og sagde mor, mor, mor. Jeg havde godt lagt mærke til den stemning, der var, at hun summede rundt som en flue og kiggede op på folk, som om nogen skulle tage sig af hende.”
Et sted er “Vor tids helt” sammenlignet med Jakob Ejersbos “Nordkraft” fra 2002. Begge romaner beskæftiger sig med misbrugere, og er helt nede og rode i de fortabte på samfundets bund. Men fortælleren i “Vor tids helt” er som udgangspunkt et reflekterende menneske, særdeles bevidst om sin deroute.
Til sidst endnu et eksempel på hvad du kan forvente. Fortælleren er forelsket i Carina, som ikke forpligter sig til andet end sporadisk venskab:
“Jeg er kommet ud, hvor jeg kun lige kan bunde. Hvad har hun af uanede muligheder, socialt fungerende fyre med fire værelser på Vesterbro og solbriller og opknappet skjorte. Jeg står i vand til ørerne, og fordi jeg strækker tæerne, kan jeg lige nå bunden. Mit ansigt ligger ned i vandoverfladen. Det må se ud ad helvede til, at ligne en druknende hjort.”