188
2003
87-02-00919-6
Ludmilla er barn i en glad og harmonisk familie, hvor hun lever sammen med sine forældre og sin lillebror, forældrene er kærlige og støtter og opmuntrer børnene.
En dag vågner Ludmilla op i et fremmed land – hendes krop er voksen, men hendes sidste minde er 10-års fødselsdagen, hvor hun fik en kattekilling – hun har ingen erindring om tiden herefter. Hun ved ikke hvor hun er, hvordan hun er havnet der, eller hvad der er sket i de sidste 6-7 år. Hun forstår ikke sproget, og kan ikke huske hvilket land hun kommer fra.
Ivor og hans mindre søstre vokser op med en fordrukken og voldelig far, der mishandler, ydmyger og tyranniserer kone og børn. De er konstant sultne, der er aldrig mad nok. Som 12-årig slår Ivor for første gang et andet menneske ihjel – og som 13 årig bliver han sendt i krig. Han bliver kendt som “skytten”, fordi han er god til at sigte og ramme. Og det bliver hans måde at overleve på. Dræbe og stjæle.
Giorgos har et lille pensionat på en ø, og han møder både Ivor og Ludmilla. Han læser den bog Ivor har efterladt – og finder ud af hvad der er “vigtigt at vide om Ludmilla”.
Det er en grum og barsk fortælling, men også en fortælling om stor hjælpsomhed blandt mennesker, som uden tøven tager sig af Ludmilla og giver hende et hjem. Der er et skær af eventyr over bogen. Ludmilla er næsten som et eventyrvæsen, der går grueligt meget igennem, men overlever trods alt. Man bliver grebet af historien, og må bare vide hvad der er sket med Ludmilla.