Vi, de druknede af Carsten Jensen
696
2006
87-02-04723-3, 87-02-05570-8, 978-87-02-04723-3, 978-87-02-05570-2
En helt vidunderlig intens og barsk roman om et stykke danmarkshistorie, som de færreste måske kender til.
Havet som arbejdsplads gennem flere generationer. Havet, som giver brød på bordet, og havet som sluger sønnerne og fædrene og efterlader kvinderne med savnet; selv savnet af en gravsten, som kan slutte historien og formidle sorgen.
“Der var et orkester, som uden for vores vinduer hver dag spillede den samme melodi. Vi navngav den ikke. Men den var overalt. Selv i sengen, når vi sov, drømte vi om havet. Men kvinderne hørte den ikke. Eller de ville ikke. Når de stod på gaden, så de aldrig ned mod havnen. De så ind mod øen. De skulle blive hjemme og lukke de huller, vi efterlod. Vi hørte sirenernes sang. De stoppede deres ører og bøjede sig over vaskebaljen. De blev ikke bitre. Men de blev hårde og praktiske.”
“Vi, de druknede” er eventyrlige og uhyrlige historier fra skibsdæk over hele verden, alle med begyndelse og slutning i Marstal på Ærøs sydkyst. Imellem ca. 1848 og 1945.
Vi hører om Laurids Madsen, som var med i et blodigt slag i Eckerförde fjorden under treårskrigen med Tyskland. I sine solide søstøvler overlever Laurids på magisk vis, da linjeskibet Christian IIIV blev sprængt i luften.
De samme støvler rejser sønnen Albert Madsen verden rundt i og møder kannibaler i Stillehavet, voldelige styrmænd og andre marstallere i verdens afkroge.
Albert Madsens plejesøn, Knud Erik, afslutter historien, og kun gennem kærlighed overlever han psykisk den vold og gru, som anden verdenskrig tvang ham til at være en del af på havet.
Jeg gribes både af de eksotiske historier og af skildringen af livet i Marstal, for koner og børn og de i perioder hjemvendte sømænd. Foruroliges af al den vold, som skolebørn oplever gennem den sadistiske skolelærer Isager. Af de mærkelige drenge, som vokser op uden en far og som tager volden med sig ud på skibsdækkenes små domæner. Af det mod og den gru som hører til at sejle på havet under to verdenskrige, hvor ikke kun storm og uvejr lurer, men også tyske ubåde, dybvandsbomber og Junckere flyvende med bomber fra himlen.
Denne roman er skrevet med kærlighed til Marstal, forfatterens fødeby, med nysgerrighed og kærlighed til byens og dens indbyggeres særlige historie, som knytter sig til havet som arbejdsplads. Gennem et bredt favnet “vi” leveres historien, så man fornemmer en “folkesjæl”, der trods moderne fremskridt bør indlemmes i danskernes identitet. Dette kan ikke beskrives, men skal opleves gennem læsningen af “Vi, de druknede”.
