Vi, de druknede af Carsten Jensen

”Vi, de druknede” er både fysisk, indholdsmæssigt og bare på alle måder en stor roman. Persongalleriet er bredt, broget, smukt, morsomt, barsk og trist, men mest af alt er det fængslende og troværdigt.

Blandt flere skæbner følger vi Laurids Madsen, som skulle have været død, men ikke døde, men i stedet blev en anden, og det kan man roligt sige. En helt anden i ordets bogstaveligste betydning.
Og vi følger sønnen af Laurids; Albert. Der på Stillehavet leder efter sin far, og ad flere omveje vender hjem til Marstal med et skrumpehoved.
Og vi følger Knud Erik, der er en slags søn for Albert, og gennem sin opvækst har fået en masse historier fortalt, og nu under anden verdenskrig i sin egenskab af kaptajn, kommer under et umenneskeligt pres.
Klara, der er mor til Knud Erik, hader havet af et rent hjerte, og Klara har sin helt egen plan.

Hvor havet er håbets, drømmenes eller udlængslens svar for Marstals mænd, er havet Klaras største fjende. Hun mister – som mange andre sømandskoner – sin mand på havet, og selv om ægteskabet ikke er lykkeligt, så er det på den tid og under de vilkår dog bedre, end at være overladt til sig selv med en lille søn.
Derfor er det hende også magtpåliggende at hendes søn Knud Erik under ingen omstændigheder skal gå hen og blive sømand. Men Klara og Alberts veje krydses, og når en lille dreng får hovedet fyldt med skrøner fra verdenshavene, og hans egen far tilmed er druknet, da han var lille, ja, så er hans fremtid nærmest lagt ud fra starten.
Men Klara er en viljefast dame, som kæmper sin kamp på sin helt egen måde.

”Vi, de druknede” er en absolut storslået skumsprøjtende generationsfortælling af episke dimensioner. Romanen er fiktion, men også stærkt inspirerer af Marstals historie fra 1848 og frem til 1945.
Carsten Jensen vil det hele og fortæller bare der ud af og i et væk, og det er så hamrende godt, at man bare lader sig forføre. Marstal er Jensens hjemstavn og man mærker tydeligt at han virkelig gerne vil gøre Marstal ære med denne bog, hvilket lykkes fuldt ud.
Trods romanens størrelse på knap 700 sider, så er der ikke et eneste sted, hvor man kan sige, at den burde være strammet op her, eller noget burde være udeladt. Alt tæller og man sidder med fornemmelsen af forfatteren nærmest skriver hjerteblod.
Det bliver ikke meget bedre. Det er suverænt.

Lån bogen på bibliotek.dk