Vi, de druknede af Carsten Jensen

“Vi, de druknede” er noget så sjældent i dansk litteratur som en kollektivroman om en hel by, søfartsbyen Marstal gennem fem generationer. Og så er den blændende godt skrevet. Man kommer tæt på et verdensvant lokalsamfund, hvor raske drenge står til søs, og hvor det er mere sandsynligt at de er gået i land i Valparaiso og Manila, end at de har stået foran Rundetårn. Carsten Jensen skriver de danske skipperbyers saga, og han gør det uden spor af hjemstavnsliderlig nostalgi. Tag blot beskrivelsen af marstalknægtenes skolegang under den sadistiske lærer Isager, hvis pædagogik består i en stadig haglbyge af slag med tampen. Drengenes navne lærer han aldrig.

“Vi, de druknede” begynder omkring Treårskrigen 1848. En del af byens mænd deltager i det katastrofale søslag ved Eckernførde Fjord. Laurids Madsen er om bord, da linieskibet “Christian 8.” bliver sprængt i luften. Han overlever, men er forsvundet i de næste 15 år. Da sønnen Albert endelig genfinder Laurids på Samoaøerne efter en årelang eftersøgning på de syv have, er faderens første replik: “Jeg ser, du har bragt mig mine støvler”. “De er mine nu” svarer Albert. Og så drager han videre. Laurids bliver hos sine tre polynesiske koner.

Marstal lever af havet, men havet kræver liv, deraf bogens titel. Første verdenskrig bringer gode tider for byens rederier, men u-bådskrigen tager mændene: “Kun, når manden var hjemme, blev soklerne malet. Nu blev de borte, én efter én, og kvinderne måtte påtage sig også dette stykke mandfolkearbejde. Snart kunne vi se dem, når foråret kom, smøre løs med tjærekosten, der var sort som deres nysyede enkedragter”.

Ved krigens slutning overtager nogle prominente enker byens rederier. Så besluttede er enkerne på at skåne byens mænd fra druknedøden, at de lader skibene blive i havn, og det er enden på Marstals rederier. Mændene søger derefter blot hyre andre steder, og ved den tyske besættelse den 9. april 1940 befinder en væsentlig del af dem sig i allieret havn. Det er bogens kulmination: Beskrivelsen af marstallernes indsats som krigssejlere på de u-bådsspækkede konvojruter til Murmansk, hvor det var forbudt at samle overlevende fra sænkede skibe op – så blev ens eget skib det næste. I alt omkom 53 fra Marstal ud af et par tusind indbyggere i alt. Vi følger en skibsbesætning krigen igennem. Halvdelen er i live den 4. maj 1945. Bogen ender i et forrygende crescendo omkring den tyske kapitulation. Men det må læseren have til gode…

Lån bogen på bibliotek.dk