Verdenshjertet af Viggo Bjerring
Mads er veluddannet, men arbejdsløs. Han lever i en samtid, der minder om vores, men som vi får tidsbestemt til i hvert fald at være efter 2027.
A-kassen har smidt Mads ud, og nu lever han af at låne penge af sin søster og tjene penge på Easyjobs, en onlineportal hvor han om natten søger efter korrekturopgaver, som kan finansiere hans husleje, joints, havregryn med mælk og single bananer.
En nat er der endelig et job, som ser ud til at kunne indbringe et større beløb, og Mads lægger billet ind på at læse korrektur på en bog. Opgaven bliver hans og snart er han totalt opslugt af arbejdet. Mads tilføjer mere til bogen, end blot det grammatiske, og mødet med Ane i Espergærde bliver til en erkendelse af, at dette også var meningen. Mads skulle tilføje “krudt” til en bog, skrevet af en algoritme. Bogen bliver en bragende succes og Mads indvender, at han måske nok bør aflønnes accordingly.
I stedet bliver han sendt til Berlin på studietur i ensomhed, så han kan skrive den svære toer, sammen med algoritmen og andre ghostwritere. I Berlin bliver tingene imidlertid temmeligt syrede, og det er vist ikke bare et resultat af for mange joints. Mads får et fotografi og tager åbenbart ikke, men så alligevel, med to unge tyskere til Teufelsberg (The Devil’s Mountain). Senere, tilbage i lejligheden i Berlin vågner han op til sin virkelighed igen og indser at lejligheden er et stort bjerg af indelukket affald og tekst, som han ikke husker at have skrevet. Hårdt presset sender Mads revl og krat til Ane og bliver aflønnet med en flybillet tilbage til København.
Mads begynder til psykolog og lærer om at dosere sine følelser som ketchup, tror jeg. Han får en bedre kontakt med sin søster, som kender psykologen Erik, et eller andet sted fra. Men tiden går og Mads modtager stadig intet honorar fra Ane. En dag er der svar. Kom herop ASAP!!! Imens Mads sidder i toget mellem København og Espergærde får vi et indblik i samfundet anno?
“De få, der havde taget klimaproblematikken alvorligt i begyndelsen af årtusindet, havde troet, at det også betød, at kapitalismens tid var forbi. Men fremtiden var en rodebutik, havde det sit sig, og kun få havde forudset økokapitalismen, som de fleste partier i dag bekendte sig til. Kanphedskapitalismen som økonomerne sagde. Pandemierne havde heller ikke undergravet den globale kapitalisme….Teknologien blomstrede, men samtidig opstod der en stadig større gruppe af mennesker uden funktion på arbejdsmarkedet. Den nye underklasse blev spist af med dårlig offentlig service og en understøttelse, der ikke var til at leve af. I modsætning til det 20. århundredes proletarer var der ingen, der havde brug for dem. Når man mister sin økonomiske nytte, mister man også sin stemme. Selv i et demokrati.”
Men i villaen i Espergærde åbenbarer en helt anden virkelighed sig for Mads. Han ser Verdenshjertet
“-hjertet er en slags processor for vores simulation; den organiske komponent der pumper blod rundt i simulationen. Hvorfor Vedenshjertet akkurat sidder under en villa i Espergærde, har vi ingen anelse om.”
Mads bliver sendt ind i Verdenshjertets maskinrum med besked om at rapportere tilbage til Anes læremester, Magnus Svendsen. Måske. Det kan også være, at det bare er endnu en glitch i programmet. I hvert fald er han pludselig i sin lejlighed igen, møder sin søster som kat, og tager, forståeligt nok, kontakt til Erik, for lige at få en session mere. Erik er så foruroliget over Mads’ tilstand, at han insisterer på at køre ham til hospitalet, og på vej hertil går verden i stå for alle andre end Mads.
Verdenshjertet er en forrygende roman. Den iboende skildring af det samfund Mads lever i er skræmmende, men alligevel ikke helt virkelighedsfjern. Alle de mærkværdigheder han oplever og mødet med Verdenshjertet fascinerer mig. Hvad er virkeligt, hvad er ikke. Og det vigtigt, hvad der er virkeligt og hvad der ikke er, er det ikke snarere vigtigt, hvad vi tænker om det og hvordan vi håndterer den virkelighed vi lever i.
Eller som Ane siger, om dem, der har vundet de forskellige ødemarkskonkurrencer, som man engang sendte i fjernsynes.
” – Nej. Fællesnævneren er, at de er gode til at være alene. Langt de fleste, der giver op, bukker under for ensomheden, også selvom de er ved en flod, hvor der er masser af fisk lige til at have op……-Vinderne er gode til at være alene. Og de er gode til at være alene, fordi de er i stand til at skabe kultur. De skaber kultur og fortællinger ud af ingenting, og først og fremmest skaber de en fortælling om sig selv. Det er dét, der gør, at man overlever og kan klare isolationen og til sidst også vinder.”
