Verdens rigeste mand – og hans tro tjener Boris af Chr. Winther
59
2017
978-87-93238-08-4
1. udgave
En noget anderledes børnebog
Holder du af at læse de der lidt skæve og sjove historier højt for dit barn? Så tror jeg den her vil falde i god jord hos dig. Det er dog ikke sikkert dit barn forstår det hele, men gør det noget den også er lidt sjov for mor og far? Det synes jeg nemlig heller ikke.
”Verdens rigeste mand” er historien om manden der var så rig at han til sidst ejede hele verden. Men er det nu også en god ting? Med et ualmindeligt højt lix-tal for en børnebog og en god del voksenhumor hører vi om hvordan det kan gå, hvis en enkelt mand til sidst har købt alt og bestemmer over alt.
”Der var imposante terrazzogulve med håndskårne skærver af fossiler, vådslebet af italienske grædende enker og tørslebet af vatikanske kordrenges silkebløde hænder. Da Verdens Rigeste Mand kun ville betræde nye, jomfruelige gulve, blev de udskiftet hver gang, han havde gået på dem. Normalt en tidskrævende proces, men da man ikke lod Verdens Rigeste Mand vente, havde Boris optimeret gulvlægningsprocessen ved at klone gulvlægningsfolk med ren adrenalin og DNA fra en kolibri”
Som i kan se er sproget lige så kringlet og finurligt som det er sjovt, og måske er en 4-5 årig lidt udenfor målgruppen, men min søn på 11 synes den var hylende morsom.
Bogen er illustreret med flotte sort/hvid tegninger som Chr. Winther selv har stået for. Det fungerer godt og efterlader tilstrækkelig rum til fri fortolkning i fantasien.
Jeg kan kun sige; læs den, du vil ikke fortryde det. Måske forstår dit barn ikke det hele, men du vil i det mindste selv få et godt grin. Det er i øvrigt min holdning at børnebøger sagtens kan indeholde svære og anderledes ord, det kan dog godt være man lige må forklare hvad et terrazzogulv er.
Falke 11 år siger; Den var sjov, der sker rigtig meget i den, og det var en rigtig god godnathistorie. Jeg synes også der var nogle gode tegninger i. Jeg kunne godt lide det der med at han hele tiden sagde sin tjener imod, selvom det han forlangte var umuligt, sagde han alligevel bare ‘Boris, anskaf!’ Og så synes jeg energihenledningsteorien var sjov, selvom der hele ligepludselig lød som en skolebog.
