Vera af Anne Swärd

’Vinterbrud’ hedder første kapitel – året er 1945, vi er med til forberedelserne til det forestående bryllup. Bruden pyntes, håret tæmmes med hårnåle, der pudres og sminkes og kroppen strammes ind. Vanna og de 3 svigerinder er i gang med den unge brud, Sandrine, som er 17 år og skal giftes med lægen Ivan på 33. Bruden selv forholder sig passiv, og ser det hele lidt ’udefra’: ’Alt det dér sker et sted meget langt væk. En brud som klædes på for at blive giftet bort. Jeg ser hende i det lofthøje, forgyldte spejl. Fanget i spejlglasset som er så ujævnt at ansigtstrækkene glider sammen til ukendelighed. Eller måske er det bare mig som for længst er holdt op med at kunne genkende mig selv.´

Et fornuftsægteskab – der er ingen følelser involveret. Men begge parter har deres grunde til at sige ja. Sandrines hemmelighed finder vi snart ud af– Ivans først senere.

Stemningen mærkes fra starten: ’Alt er koldt på denne dag, fingrene som trækker i korsettets snøreliv, lige så kolde som havet ud til øen hvor brylluppet skal stå. Og det mest iskolde af det hele er stemningen. Ingen løssluppenhed i luften, ingen forventningsfuld følelse.’

På selve bryllupsnatten føder Sandrine et barn – en pige, som får navnet Vera – og man forstår da, hvorfor snøringen var så vigtig – illusionen skal opretholdes, omstændighederne skjules, for barnet er ikke Ivans, og ingen ved, hvor Sandrine kommer fra eller hvem der er far til barnet. Hun bliver efter brylluppet isoleret i sit værelse, mens Ivan med sine pulvere sørger for, at hun lever i en døs – sover det meste af tiden, mens Vanna tager sig af Vera. Sandrine affinder sig med det – for hende er det en flugt fra virkeligheden og barnet, som hun ikke ønsker.

Bogen fangede mig fra første side. Jeg er vild med sproget, den måde stemninger, natur og personer beskrives og understøtter hinanden. Brylluppet – som er så koldt både fysisk og følelsesmæssigt. Livet i guldburet hos Cederfamilien, hvor Sandrine lige akkurat tåles – men ikke ret meget mere – mens enkefru Ceder som familiens kølige overhoved trækker i trådene. Og så er der de to brødre, Ivan og Maurits, som er vidt forskellige. Maurits mærker man hurtigt er ’farlig’ for Sandrine, hun forsøger at undgå ham, men det er svært.

Sandrines historie, indtil hun møder Ivan, er barsk – den afsløres langsomt bid for bid, sideløbende med at vi hører om hendes tilværelse i Cederfamilien, hvor især tjenestepigen Vanna spiller en meget stor og vigtig rolle.

Det er en bog om familiehemmeligheder, om at holde facaden – og samtidig en bog om krigens rædsler og om at miste alt – at føle at man har hele livet bag sig som sekstenårig. Og endelig bogens nok vigtigste tema: at få et barn, som man ikke ønsker, ikke kan holde ud at se på, og slet ikke kan holde af.

Jeg var meget begejstret for bogen, og havde svært ved at lægge den fra mig. Eneste skuffelse var, at bogen sluttede alt for brat efter min mening. Jeg ville så gerne vide, hvad der efterfølgende skete med Sandrine og Vera – så jeg krydser fingre for, at forfatteren skriver en fortsættelse til ’Vera’.

Lån bogen på biblioteket