Vejen at gå af Herbjørg Wassmo

Vejen at gå tager udgangspunkt i virkelige hændelser.

Det er en del af den ellers meget velbeskrevne historie om 2. verdenskrig, som jeg ikke kendte til. Det er fortællingen om en lille norsk familie, der måske snarere på grund af politisk overbevisning og aktivitet er tvunget til at forlade det Norge som de kender og elsker og begive sig mod Sverige.
De tre går i et landskab fyldt med sne, så meget sne som drengen ikke anede at der fandtes. Det er en farlig tur, der har store konsekvenser for deres kroppe. Drengen må nu ikke længere falde i søvn i farens kurv, for sidst vågnede han og kunne ikke mærke sine ben. Den lille familie ankommer til et hus med nogle mennesker som de ikke forstår, men som lukker dem ind. Selvom det her er lusebefængt, koldt og maden er knap er beskrivelsen af, hvordan disse mennesker søger at hjælpe hinanden til at beholde blot en lille smule værdighed gribende. De mange flygtninge ser sig dog nødsaget til at efterlade de tre i hytten og begive sig ud for at finde hjælp.  Endelig kan en helikopter fragte de tre til et hospital.

Historien herfra er også både frygtelig og smuk. Frygtelig fordi næsten alle patienterne er så medtagede af kunden, at de har fået koldbrand og må have lemmer sat af. Smuk fordi personalet altid tager sig tiden til at hjælpe den enkelte, fordi patienterne udviser stor omsorg for hinanden og fordi kvinden forstår, at der bagved mændenes sorte humor ligger en angst og et savn som de ikke kan tale om.
Drengen har fået nogle tæer sat af, men efter et fald og skammen over ikke at kunne gå, i en alder af seks år, nægter han pure at forsøge sig igen. Forskellige bestikkelsesmidler tages i brug, også en skindhue.

“Mor kommer med et spejl. Han bliver indfanget af sit eget spejlbillede. Underligt! Huen forandrer ham helt. Øreklapperne hænger ned på begge sider. Det er kun huen han ser. Hans eget blege, lukkede ansigt under den er uvæsentligt. Han er huen. Den klør blødt mod hans ører og nakkehud. De får skoene på ham, uden at han mærker det. Han er ellers nøgen. Er midt i morgentoilettet. De voksne benytter sig af hans trance ved spejlbilledet og kan ikke bruge tiden på at klæde ham på. Det er kun skoene, der er vigtige….Så breder smilene sig over alle ansigter. En nøgen dreng i et par store sko. De ved, hvad det gælder. De kender hans historie. Han er en af dem, mens han står med den tykke skindhue, som er faldet ned over ansigtet.”

Vejen at gå er om hovedpersonernes fysiske vej over grænsen til Sverige, men det er også om den indre vej som de alle, selv barnet, må gå. Vejen til at acceptere den nye verdensorden og de nye begrænsninger, som deres skader har givet dem. Barnet må lære sig at gå, moren må lære at strikke med en hånd, de og mange af de andre flygtninge har pådraget sig voldsomme skader. Men de er heldige. De finder metoder, venner og nye veje at gå.

Vejen at gå er en utroligt velskrevet roman. Beskrivelserne af de oplevelser som de må gennemgå er så detaljeret og nærværende beskrevet at det giver åndenød. Men også deres sejre er fantastiske, og især morens kamp for at være et godt forbillede for drengen, en rollemodel, der ikke giver op, er skildret med varme og ømhed.

Lån bogen på biblioteket