Værelse nummer 10 af Åke Edwardson

Svensk krimitradition starter vel tilbage ved Sjöwall/Wahlöö. Bevares, der er sikkert skrevet krimier i Sverige før Sjöwall/Wahlöö kastede sig over genren. Sikkert er det at der er spor af førnævnte forfatterpar at finde hos Åke Edwarson. Hvilket kun er godt.
En kvinde har taget sit eget liv på et hotelværelse i Göteborg. Nærmere efterforskning tyder dog på at kvinden er blevet myrdet. Mystisk er det at hendes ene hånd er malet hvid. Kommissær Winter og efterforskningsgruppen går ind i et typisk svensk efterår med en mordsag uden nogen spor overhovedet.
Winter arbejder langsomt og metodisk med sagen. Plottet er interessant, som en traditionel krimi, men handlingen bevæger sig ikke. Den er både fængende og spændende, men den løber ikke rigtigt at stablen. Det går meget langsomt. Edwarson bruger det dobbelte antal sider på at formidle cirka den samme historie som i en Sjöwall/Wahlöö krimi. Skrivestilen og opbygningen minder om Sjöwall/Wahlöö, men uden humoren og den bidende samfundskritik.
Direkte stilstand kan man ikke tale om, dog ønsker man hen mod slutningen at netop slutningen ville komme noget før. Til gengæld er den afsluttende dramatik i en anden boldgade. Der går en smule Hollywood i den. Skurken kan på stereotyp vis ikke holde sin kæft. Faktisk minder slutningen om den i Stieg Larssons ‘Mænd der hader kvinder’. Sjovt nok er disse to bøger skrevet cirka samtidigt. Desværre er der en enkelt løs ende som forfatteren ikke får rundet ordentligt af, og det er irriterende.
Den gennemgående langsommelighed til trods er bogen dog ret fængende. Det er ikke sidste gang jeg skal læse om kommissær Winter.

Lån bogen på bibliotek.dk