Vælde vokse vakle visne af Sara Baume

Det er ret fantastisk at man kan få så meget ud af en bog, hvis handling i store træk er begrænset til at en mand køber en hund.

“Vælde vokse vakle visne” er irske Sara Baumes debutroman, og hvilken debut! Bogen er nomineret til adskillige priser, og har også vundet nogle af dem. “Vælde vokse vakle visne” er intet mindre end et lille mesterværk.

Landsbyens navnløse særling bor alene i det hus han er født og opvokset i. Hans far er død og nu bor særlingen alene i huset. Han er pukkelrygget, går underligt, har en lang fletning, og er alene. Det har han altid været, og han trives egentlig med det. En dag henter han en enøjet hund på et internat (grunden til det, skal ikke afsløres her), og pludselig er han ikke længere alene. Da Enøje, som han kalder hunden, bider en anden hund og den lokale hundefanger vil tage Enøje fra vores ven, sætter han sig selv og hunden i bilen og kører væk. Han ved ikke rigtig hvor de kører hen, og efterhånden ved han heller ikke hvor længe de har været væk.

Hele bogen er en lang monolog, hvor vores navnløse særling taler til sin hund. Han fortæller den om sit liv, om sine tanker, om det han ved og det han ikke ved. Han fortæller om det han ser og det han oplever, og gennem denne lange monolog kommer vi længere og længere ind under huden på ham. Det er muligt at alle andre opfatter ham som lidt sær, men bag det umiddelbart sære, gemmer sig en mand med dybde og en mand med en historie og med et liv der ikke blev som de fleste andres. En mand der aldrig har knyttet sig til nogen, knytter sig pludselig til sin enøjede, hidsige og utilregnelige hund. Måske fordi de har noget til fælles.

Sara Baume mestrer fortællingens svære kunst, på en måde som jeg ikke umiddelbart kan sammenligne med andet jeg har læst. Hun bruger utroligt mange ord til sin næsten handlingsløse historie. Hun er meget beskrivende, men ikke sådan at der ikke er plads til læseren. Hun bruger bare mange ord og laver en “omvendt minimalist” der fungerer virkelig godt. Det gjorde også at jeg ikke bare kunne læse bogen fra start til slut i løbet af en dags tid eller to. Jeg kunne læse nogle sider, nogle gange blot et enkelt afsnit, inden hovedet var fyldt op med ord der skulle sættes på plads og tænkes over.

“Vælde vokse vakle visne” er en stor fortælling om mange ting, forklædt som nærmest ingenting. For mig blev det fortællingen om at der under ethvert menneskes overflade, gemmer sig en årsag til at overfladen er som den er. Jeg blev mindet om at man ikke skal lade sig narre af førstehåndsindtrykket, men at det kan betale sig at grave dybere. Vi er som vi er, på grund af det der var. Hovedpersonen foretager sig nogle ting og tager nogle valg som i første omgang virker sære eller direkte forkastelige, men efterhånden som vi lærer ham at kende, ser vi, at det ikke kan være anderledes. Andre læsere vil måske få noget andet ud af bogen der, uanset hvad man får ud af den, fortjener at blive læst.

Lån bogen på Bibliotek.dk