Vågekonen af Ellen Dahl Bang

Sikke dog en ækel, skrækkelig – og dragende bog.

Det er godt nok svært at lave en anmeldelse over denne bog, for den er på en gang ækel, dragende, skrækkelig, vidunderlig og anderledes.

Scenen er sat i 1800-tallet, hvor den fattige Erika noget ufrivilligt bliver vågekone for de bysbørn, der skal dø. I starten af historien forstår vi ikke rigtig, hvorfor landbetjenten hiver Erika ud af sit fattige hjem for at sidde vagt over dem, der skal dø i byen. Erika er ikke indbegrebet af en kærlig vågekone, tværtimod skynder hun på de døende, så hun kan komme hjem.

Men som historien skrider frem, får vi afdækket Erikas liv og hvordan hun er endt som ufrivillig vågekone.

En skæv historie om, hvordan skæbnen skubber rundt med folk og en trist påmindelse om, hvor hårdt det var at være fattig, da der ikke var et socialt sikkerhedsnet under en.

Fortællingen vil egne sig rigtig godt til at blive fortalt højt en mørk aften i stearinlysets skær – der er noget magisk over den. Noget anderledes. Noget mørkt. Noget dragende.

Gennem Erika lærer vi mange i byen at kende, deres hemmeligheder, deres laster og deres uforløste kærlighedshistorier. Erika lytter til dem alle, pakker sine ting sammen og går hjem og drikker noget brændevin.

Som med Jens Vejmand, der huggede sten i livet og i døden aldrig fik en eneste sten, så er det sådan med Erika, at hun i livet vågede over de døende, men i dødsøjeblikket var der ingen, der vågede over hende.

Jeg ækledes ved historien i starten, men blev grebet af Erikas livsvilje, selvom hun drak, svor og horede. Et misbrugt barn, som ingen tog ved hånden. Æret være Erika.

Anmeldereksemplar

Lån bogen på biblioteket