Uskyldens museum af Orhan Pamuk

Bogen “Uskyldens museum” er et katalog over effekterne på lokaliteten “Uskyldens museum”. Det er i hvert fald, hvad excentrikeren Kemal anmoder forfatteren Orhan Kamuk om at skrive. Gerne i romanform. Vi taler altså om en sindrigt konstrueret metaroman.

Som læser må du imidlertid indstille dig på at sluge en kraftig kamel. Hovedpræmissen er således, at en i øvrigt fornuftig fyr bruger over tredive år af sit liv – og adskillige dage af dit liv – på næsegrus at tilbede en henrivende, men ikke voldsomt begavet pige. Kort sagt: 500 siders tænderskærende hjerte-smerte!

Kemal/Pamuk gør sig undervejs lystig over de berygtede tyrkiske melodramaer, hvori helten pludselig bryder ud i tårevædet sang, idet voldsomme emotioner når deres klimaks. Grinagtigt, ja, men bogen har ufrivilligt en rem af huden.

Sin udstrækning til trods er handlingen enkel. Den rige dandy Kemal er forlovet med kønne, generøse Sibel, men falder pladask for sin smukke slægtning Füsun. Vi er i Istanbul, året er 1975, og Tyrkiet er efter Atatürk et verdsligt samfund; dog ikke mere, end at man ser med ringeagt på piger, der ofrer deres jomfruelighed før ægteskabet. Kemal skaffer sig i dynerne med begge piger, så den, han fravælger, er ilde stedt. I første omgang får Füsun løbepas, men da det er hende, Kemal i sit hjerte elsker, får bruddet frygtelige følger for dem begge.

Füsun forsvinder fra jordens overflade, og da hun igen dukker frem, er hun blevet uopnåelig. Vanvittig af kærlighed (og anselige mængder raki) påbegynder Kemal et projekt, der skal vare resten af hans dage: At indsamle effekter, der minder ham om hans livs lykkeligste stunder i selskab med Füsun. Øreringe, tekopper, porcelænshunde; alt, hvad den tilbedte har været i kontakt med. Hele molevitten skal sluttelig udstilles på “Uskyldens museum”.

“I løbet af de otte år, hvor jeg spiste aftensmad hos Keskins, var jeg i stand til at smugle 4.213 af Füsuns cigaretskod med mig hjem. Hvert eneste af dem havde rørt ved hendes rosenrøde læber…” Yes, vi taler om galopperende fetichisme.

Hvad skal man mene om bogen? Tja bum-bum. Nobelprisvinderen Pamuk er en fremragende forfatter, der kan skrive bukserne af enhver; han har bare skrevet mere fremragende værker end dette. “Sne”, f.eks. Der er passager af ubegribelig skønhed (nok til at fylde en bog af normal længde), men efter 500 sider med følelserne uden på tøjet er man – følelsesløs.

Lån bogen på bibliotek.dk