Unhinged af Anita Grace Howard

”Unhinged” er anden bog i en trilogi der tager sin inspirationi Alice i Eventyrland historien. I første bog fandt Alyssa Gardner ud af at historien om hendes familierelation til den oprindelige Alice ikke kun var lutter historier, og hun oplevede selv Eventyrland i fulde drag.

Nu i anden bog er Eventyrland i oprør og den røde dronning er ude efter sin hævn for Alyssa, og pludselig begynder galskaben at komme til Alyssas normale verden. Det liv hun har etableret sig i løbet af det sidste år, med kæresten Jeb, og en hjemvendt mor fra sindssygehospitalet er pludselig truet hvis Alyssa ikke kendes ved sin Eventyrlandsarv og tager kampen op, side om side med sin barndomsven Morpehus fra Eventyrland, som hun dog helst vil undgå.

Den her bog var om ikke noget bare en smule bedre en den første, mest af alt fordi den formår at koble galskaben og normaliteten rigtig fint sammen. Alyssa der forgæves prøver at undertrykke en del af sin personlighed i den forbindelse hun har til Eventyrland bliver ved med at komme til overfladen, og så slipper galskaben for alvor løs. Hele det her spørgsmål om at finde sig selv med næsten to personligheder på den måde, syntes jeg var en rigtig god måde at indarbejde et find-dig-selv-kend-dig-selv tema til bogen; at man ikke skal fornægte noget ved sin personlighed, men at man skal stå ved alt hvad man er.

“Foreboding creeps into my heart: This trip to Wonderland will be the end of me. By sticking out my neck again, I’ll lose more than my normal, everyday life. This time I will lose my head, along with everything attached.”

Eventyrland er dog ikke så sukkersød som vi måske troede det var, og det giver bøgerne et helt andet præg og det er dejligt med sådan et frisk pust, med noget anderledes. Selvom jeg lige skulle vende mig til den dystre del af Eventyrland passer det bare mere og mere sammen nu, og jeg glæder mig til næste og sidste bog hvor jeg håber vi for alvor kommer tilbage til Eventyrland.

Der er mange små detaljer og passager ved den her bog som jeg syntes særdeles om; på et tidspunkt kommer vi ombord et mindetog, hvor man har mulighed for at genopleve sine glemte minder – og andres glemte minder. Jeg var så fascineret af det tog og ønskede næsten selv at prøve. Det er præcis den slags der gør den her fortælling værd at læse, fordi den er anderledes og ikke er det samme Eventyrland igen og igen. Det er et dystert Eventyrland som ikke altid bare vil blomstre røde roser til din fordel.