Undtagelsen af Christian Jungersen
621
2004
87-02-03370-4, 978-87-02-03370-0
”Undtagelsen” er sine steder utrolig godt skruet sammen, mens den i andre passager virker en anelse konstrueret. Her er ikke tale om stor skrivekunst, men en kunst er det da at formidle et budskab effektivt – og det gør Christian Jungersen. Ikke at han agiterer for rigtigheden i ”Undtagelsen”s budskab – at det kun er heldige og tilfældige social-psykologiske mekanismer der forhindrer os alle i at realisere den indre folkemorder, der er vores egentlige natur – men han formår at sætte en dagsorden, at vække til debat. Mange af vores hverdags-magtkampe og kontormobning bliver spiddet og konsekvenserne heraf bliver skåret ud i pap. Elegant drages parallellen til folkemordernes forfærdelige verden. Måske det vil få nogle til at besinde sig på egne adfærdsmønstre og således mane til en smule selvransagelse i dette fredelige og selvgode (læs verdens lykkeligste folk) Danmark.
Kan det lykkes Undtagelsesvis for mennesket at udføre en uselvisk handling? Det spørgsmål lader Jungersen spinkelt stå åbent for sin læser, efter på 600 sider at have forsøgt at “overbevise” om det modsatte. Jeg har aldrig læst en bog som jeg i den grad måtte føle mig dårligt tilpas ved. Nedbrydelsen af fortællingens hverdagsdanske personligheder på et kontor krydres løbende af saftige detaljer fra alverdens folkedrab og tortur.
”Undtagelsen” gør således indtryk, det er en såre vigtig bog – men ikke nogen nydelse. Må den vække til besindelse i alle der læser den, vække håbet om og viljen til at den tager fejl!
