Udkanten af Juli Zeh

Når man, som jeg, har boet det meste af livet i Udkantsdanmark, er det meget let at flytte ind i Juli Zehs fiktive “udkantstyske” by, Unterleuten.

Universitetslæreren Gerhard og hans tidligere elev Jule venter barn. De har fået nok af storbylivet og vil realisere drømmen om et stille og roligt liv på landet. Landsbyen Unterleuten virker umiddelbart som den rene idyl. Gamle, hyggelige rønner, farverige originaler og nedlagte godser, der bliver købt af bekvemmelighedsflygtninge fra Berlin. Men livet i landsbyen er langtfra sukkersødt. Naboen nægter at holde op med at brænde gamle dæk af i haven, og helt galt går det, da en ejendomsspekulant og en velhavende landmand fra egnen vil etablere en vindmøllepark for at høste nogle millioner euro. “Hestekvinden” Linda tager kampen op med de to initiativtagere, og mens hun behændigt spiller dem ud mod hinanden, forsøger Kron, gammelkommunist og intrigemager, på sin egen måde at lægge projektet ned.

Af en eller anden grund har jeg altid set tyskere som højtråbende og humørforladte. I hvert fald sidstnævnte, bliver jeg nødt til at tage op til revision. For ud over at Juli Zeh er en blændende god fortæller, der formår at dykke dybt ned i sine hovedpersoner, er hun også morsom.

“Udkanten” fortælles let, hyggeligt og virkelig morsomt, men aldrig lettere, hyggeligere eller morsommere, end at der er plads til stor dybde i Zehs mange personportrætter. Det bliver aldrig overfladisk og plat. Det bliver mere et psykologisk portræt af en lang række mennesker – nu med humor og et slet skjult samfundskritisk rap over nallerne.

Zeh vælger at fortælle sin historie gennem en lang række personer. Dem der altid har boet i Unterleuten, og dem der flytter dertil fra storbyerne med fine eksamener der ikke rigtig passer til virkeligheden ude i udkanten. I mine mange år i udkantsdanmark, har jeg mødt mange af dem. Den lokale “høvding”, de lokale intriger, dem der ikke kan døje hinanden – og ikke længere kan huske hvorfor, tilflytterne fra storbyens universiteter der vil revolutionere landsbysamfundene (og som de lokale bare trækker på skuldrene ad). De er der alle sammen. I landsbyen i udkanten. Derude hvor man klarer tingene selv, og ikke blander myndighederne ind i noget – og hvorfor skulle man? Inden politiet får tilbagelagt strækningen fra nærmeste storby, er eventuelle forbryderiske elementer for længst gået på pension. Så man klarer det selv. At Unterleuten så samtidig ligger i det gamle Østtyskland, og derfor har yderligere et lag af besynderligheder at byde på, gør bestemt ikke historien dårligere.

Jeg er vild med at forfatteren kalder sin fiktive by for Unterleuten, der vel på dansk må blive noget i retning af “Undermennesker”. På den måde slår hun meget præcist ned på hvad det hele handler om. Storby kontra udkant, de veluddannede kontra dem der ikke har andet at byde på end traktorer, frisk luft og blå himmel. Og Julie Zeh gør det virkelig godt. Historien er omfattende, og der er mange personer at holde styr på, men man farer aldrig vild. Og med sine 573 sider, er der også god plads til ikke at forcere noget.

Lån bogen på Bibliotek.dk