0 kommentarer

Udkanten af Juli Zeh

af d. 1. december 2018
Info
 
Sideantal

576

Udgivet

2018

ISBN

978 87 638 5205 0

Originaltitel

Unterleuten - oversat af Jacob Jonia

Udgave

1. udgave

 

”Det er så skønt at være på landet,” sang Troels Trier i landeplagen ”Ta’ på landet”. I ved, den der med ”Jeg er på rekreation, og jeg vil ikke bytte for en million.”

Ironien er ikke mindre ætsende i den prisbelønnede tyske forfatter Juli Zehs civilisationskritiske roman, ”Udkanten”, der, som titlen svagt antyder, udspiller sig langt ude på bøhlandet i Udkantstyskland. Det fiktive samfund hedder Unterleuten og ligger i det tidligere DDR, lysår fra de latte-drikkende byboere i Berlin.

To yngre vestlige par flytter til den naturskønne idyl i øst. Akademikerne Jule og Gerhard er et par idealister, hvis nyfødte barn skal vokse op i grønne omgivelser, og som vil kæmpe for det lokale, bevaringsværdige fugleliv. Linda og Frederik er her mest, fordi hendes elskede hest Bergamotte skal på græs.

Beboerne i Unterleuten bryder sig ikke stort om hinanden, men endnu mindre om tilflyttere. Jule og Gerhards nabo begynder at afbrænde dæk i døgndrift, så osen er ved at kvæle dem. Samme Gerhard forhindrer imidlertid Linda i at indhegne arealer til sin hest, da det kan skade en truet fugleart.

Krigen bryder ud i lys lue, da regeringen for at overholde sine internationale miljøforpligtelser udpeger Unterleuten som velegnet hjemsted for en vindmøllepark. Der er EU-penge i vind, og det øjner både byens borgmester og en kynisk spekulant. Udsigten til de mange millioner får gamle fjendskaber til at blusse op, og pludselig bliver det direkte farligt at bo i det lille samfund.

”Udkanten” er en kollektivroman, hvor vi følger en række vidt forskellige hovedpersoner og deres tanker om livet og hinanden. Juli Zeh forsvarer mesterligt hver af sine karakterer, der fremstår som troværdige individer med fuldt forståelige dagsordener, selv når de udefra betragtet er helt ude i hampen.

Vi smiler forstående ad Gerhard, der er glødende tilhænger af grøn energi – bare vindmøllerne ikke tager hans egen kønne udsigt. Og så er der gammelkommunisten Kron, der tramper på alt og alle, men jo bare ønsker det bedste for sin datter og sit barnebarn. Byens store jordbesidder Gombrowski har vores fulde sympati for alle sine uegennyttige gerninger – men hvorfor er hans kone så underligt forsagt?

I løbet af godt fire ulideligt varme sommeruger går den lille landsby nærmest i opløsning. Flere lærer på den hårde måde, at man ikke bare vender den anden kind til, for “så løber du snart tør for kinder.”

”Udkanten” er en tankevækkende roman om, at vi alle har vores gode grunde, og at vi derfor ikke bare kan afskrive andre, når vi er uenige med dem. Som hun også har vist i de isnende thrillere ”Corpus Deliciti” og ”Nultid”, formår Juli Zeh at kombinere læseværdige plots med skarpsindig samfundsanalyse. Den 44-årige kosmopolit skriver tindrende veloplagt med et imponerende sprogligt overskud og befinder sig i samme liga som sine yngre tyske stjernekolleger Judith Hermann og Daniel Kehlmann.

Stor ros til Jacob Jonia, der oversætter, så det gnistrer.

Lån bogen på Bibliotek.dk

 

Bedømmelse
Karakter