484
2012
978-87-7122-018-6
Thirteen hours
Maddingen lokker allerede på første side, du bider på, krogen får fat, jo mere du spræller, jo mere hjælpeløst er du fanget, først til sidst slipper du stakåndet løs igen, svømmer videre i dit liv.
Den rutinerede, sydafrikanske krimiforfatter Deon Meyer har med “Tretten timer” begået en vaskeægte pageturner. Som i den legendariske tv-serie “24 timer” tikker minutterne ubønhørligt af sted mod et voldsomt klimaks, hvor hovedpersonerne kæmper for livet. Og hvor man som læser pludselig opdager, at der ikke bliver brug for en neglesaks foreløbig.
De to amerikanske piger Rachel og Erin er med rygsæk ude på den store Afrika-rundrejse. Kilimanjaro, Victoria Falls og naturligvis Kapstaden. Undervejs oplever Rachel noget, der bringer de to veninder i livsfare, og en tidlig morgen må hun hjælpeløst se til, da en gruppe unge mænd skærer halsen over på Erin. Rachel tager flugten, mændene opdager hende, og nu går den vilde jagt op og rundt på det enorme Taffelbjerg, Cape Towns maleriske vartegn.
I starten tror vicekriminalkommissær Benny Griessel kun, at han har ét mord at opklare. Men så ringer en bekymret dame og fortæller om pigen, der er på flugt fra en flok blodtørstige mænd. Og pludselig dukker endnu et lig op: En berømt musikproducer f9ndes skudt ved siden af sin dybt alkoholiserede kone, en forhenværende popstjerne, der intet husker.
Som dagen skrider frem vokser presset på Griessel. Kolleger, som han er afhængig af, viser sig at være personligt involverede. Myndighederne i USA får nys om sagen og vil have det sydafrikanske politi til at smide alt, hvad de har i hænderne for at redde den amerikanske statsborger. Medierne går i selvsving over den celebre sag om den myrdede musikproducer. Og klokken 19 skal Griessel helst befinde sig på en restaurant, hvor hans kone har noget vigtigt at fortælle ham.
Deon Meyer er en thrillerforfatter af international klasse. ’Tretten timer’ er hans tredje bog på dansk, og den er faktisk endnu bedre end de to foregående (’Jægerens hjerte’ og ’Jægerens bytte’), der ellers var fremragende. At handlingen foregår i det nye Sydafrika, hvor hvide og sorte efter års apartheid skal lære at leve side om side, gør bestemt ikke bøgerne ringere. For Meyer forstår at beskrive nuancerne, alt er ikke kun sort-hvidt, hverken uden på eller inden i de gode karakterer.