Trampemarchen af Keld Conradsen

Skellet mellem dansk og tysk er i grænselandet gået tværs ned gennem familier. Én side af familien kunne vælge den stærkt nationale danske vej, en anden side den stærkt nationale tyske vej – og i 1930erne og senere under Anden Verdenskrig var der kun i sjældne tilfælde en grænse mellem det at være tysk og og det at være nationalsocialist. Var man tysk, måtte man nødvendigvis også være nationalsocialist. Dette var især en udpræget tankegang blandt det tyske mindretal i Nordslesvig.

Nord for Kongeåen og syd for Ejderen har mennesker ofte vanskeligt ved at forestille sig, hvordan den ene bror kunne være dansk og den anden bror tysk. Men modsat længere oppe i Danmark eller længere nede i Tyskland har det nationale i grænselandet ikke været noget, man nødvendigvis blev født ind i. Det nationale har været og er i høj grad et valg.

Forfatteren Keld Conradsen er vokset op i landsbyen Kværs mellem Aabenraa og Gråsten med en far fra det tyske mindretal i Sønderjylland og en mor, der er tysk og kommer fra den anden side af grænsen. Alligevel kom Keld Conradsen i den danske skole og ikke den tyske. Familien mente åbenbart, det ville blive alt for besværligt med den evindeligt dansk-tyske.

Han har forudsætningerne for at skrive om området, og »Trampemarchen« afslører, at han ikke blot er inde i stoffet. Han kender miljøerne ud og ind. En sønderjyde – dansk som tysk – vil føle sig hjemme ved at læse »Trampemarch«, hvis epicentrum er Aabenraa.

»Aldrig havde danskere og tyskere levet mere adskilt i Aabenraa«, siger fortælleren i bogen, da nationalsocialismen kommer til byen i 1930erne. Blot 13 år efter den fredelige grænsedragning i 1920 vejrer de tysksindede morgenluft, og de dansksindede er hunderædde: Kommer kæmpen sydfra nu igen?

Mellem de to nationale fløje befinder sig arbejdsmanden Ståljosef, der er kommunist og har sit øgenavn fra Stalin. For ham er det nationale noget ligegyldigt blændværk. Der er arbejdsløshed. Folk sulter. Og så kan det være lige meget, om man er dansk eller tysk. Ståljosef er den person, der udvikler sig mest i bogen, der derfor også til dels er en udviklingsroman. Ståljosef tager til Spanien for at kæmpe på den republikanske side. Han mister en god ven og kommer selv halt hjem og taber i øvrigt også fidusen til ham Stalin. Ståljosef møder sygeplejersken Emma, der hverken tror på det ene eller det andet, men er anarkist.

Keld Conradsen giver virkelig den ellers så kendte dansk-tyske konflikt i grænselandet nogle ekstra dimensioner. Og  ned i handlingen drysser han begivenheder, der har fundet sted i virkeligheden.Autenciteten og dybden i romanen gør den særdeles læseværdig. Den er medrivende og handlingsmættet, skarp i miljøbeskrivelserne og samtidig holdt i et afdæmpet sprog. Ingen store armbevægelser her. Begivenhederne taler for sig selv. Vi oplever skuffelse og stor sorg gennem Ståljosef, som ellers nok er en mand, der ikke går af vejen for noget – og da slet ikke kvinder.

Handlingen bevæger sig fra 1920erne frem til 1945, da billedet vendes 180 grader i grænselandet. Dem, der i de foregående år, var store, bliver nu de helt små. Nazisterne fra det tyske mindretal kommer helt ned i skidtet og interneres i Faarhuslejren, hvor den såkaldte »Faarhusmentalitet« vokser frem: Den dobbelt offerrole, der gik ud på, at først var man i det tyske mindretal blevet snydt af føreren, som havde lovet noget helt andet end det, der blev slutresultatet. Og bagefter blev man snydt af den danske stat, da man som landssvigere blev dømt efter lovgivning med tilbagevirkende kraft.

Keld Conradsen leverer med »Trampemarchen« et vigtigt bidrag til den grænselandslitteratur, der vokser i kvantitet og kvalitet. 

Lån bogen på biblioteket