0 kommentarer

Touchdown af John Grisham

af d. 20. marts 2011
Info
 
Sideantal

254

Udgivet

2009

ISBN

978-87-11-31790-7

Originaltitel

Playing for pizza

 

Den uheldige quarterback (en meget central spiller i amerikansk fodbold, hvis nogen sku’ være i tvivl), Rick Dockery, er en jaget mand efter at han var skyld i at hans klub, Cleveland Browns, ikke kvalificerede sig til Super Bowl finalen, den største årlige sportsbegivenhed i USA. Så Jack flygter til Italien, hvor Parmas football klub vil leje ham for den kommende sæson.

Niveauet i Italien er så lavt, at de sikkert ville få tæv af ethvert middelmådigt amerikansk collegehold; men selvom italienerne går mest op i samværet på trattoriaet, baren og cafeen efter kampene, så har de store forventninger til deres nye quarterback, som skal sikre dem deres første Super Bowl trofæ. Turneringen starter imidlertid ikke for godt… men såååe skal vi bare se Ricky få de små parma-skinker til at blomstre (eller modne hedder det vel), ligeså effektivt som Snehvide får sat skik på de syv små dværge.

Det er også den gamle historie om ungersvenden, der må gå så meget ondt igennem før han til sidst vinder prinsessen og det halve kongerige – i dette tilfælde cheerleaderen Livvy og Parma, byen med den berømte riveost og lufttørrede skinke.

Hvis bogen havde indeholdt nogle fotos fra Parma og omegn kunne man have forsøgt at sælge den som en alternativ turistguide, for om ikke andet kan man da mærke en vis glæde over dette kulturhistoriske smørhul – eller ihvertfald madlavningen…. Men særligt fængende er det altså ikke…

Jeg kender kun Grisham fra en række udmærkede filmatiseringer af hans bøger, såsom ‘Klienten’, ‘Pelikan notatet’ og ‘Firmaets mand’. Når jeg så konstaterer hvor glat, overfladisk og forudsigelig “Touchdown” er, tænker jeg at nogen sikkert kan (og vil) lave en underholdende film over det her stykke tidsfordriv. Der er mange eksempler på noget ‘bras’ er blevet til seværdige film… Men så tror jeg til gengæld at manuskriptforfatteren kommer på arbejde med at gøre Rick ‘Quarterback’ til en interessant figur!

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter