0 kommentarer

Total Kheops af Jean-Claude Izzo

af d. 27. januar 2012
Info
 
Forlag
Genre
Sideantal

406

Udgivet

2009

ISBN

978-87-92452-00-9

Originaltitel

Total Khéops

 

Så kan en forside da næppe blive mere dyster. Meningen er nok, at den skal illustrere Marseille’s kedelige ry som Europas betændte byld, Frankrigs næststørste by med et stort antal illegale indvandrere, stigende islamisering og en kriminalitetsstatistik, som kan konkurrere med USA’s værste miljøer. Og “Total Kheops” er da også blevet betegnet som en hårdkogt ‘Noir krimi’, men så enkelt er billedet jo heller ikke, for Marseille er også kendt som en smuk, rå perle. Og ikke mindst dette kommer fint til udtryk i Izzo’s Marseille-trilogi, som iøvrigt er blevet indspillet med Alain Delon i hovedrollen som kriminalkommissæren, Fabio Montale, der temmelig alene tager kampen op mod byens organiserede kriminalitet.

“Total Kheops” er første del af trilogien, hvori Fabios kriminelle barndomsvenner, Manu og Ugo, bliver myrdet og politiledelsen med det samme søger at henlægge sagerne under henvisning til byens mange bandeopgør. Da Fabios unge, uskyldsrene veninde Leila så også myrdes brutalt og Fabio øjner en forbindelse til de andre mord, slapper han ikke af før han har vendt hver en sten og tvunget mordere og bagmænd frem i lyset.

Fabio Montale har megen sympati for de unge i de fattige forstadskvarterer, som er på vej ud i uføre pga. massive sociale problemer, og Fabio går i modsætning til størstedelen af kollegerne ind for dialog og pædagogik frem for øretæver. Det giver ham mange fjender, men åbner også nogle døre i hans efterforskning.

Byen Marseille er beskrevet med noget, som ligner kærlighed. Man kan både fornemme stanken fra havnen og frygten for mørke gyder, men i endnu højere grad duftene fra maden, havet og kvinderne. Og ungkarlen Fabio forstår på mange måder at nyde livet med smukke kvinder, god mad, sprut og jazzmusik. Men bag det hele befinder sig et desillusioneret menneske, en mand sidst i fyrrene uden familie, børn eller kæreste, selvom smukke kvinder byder sig til og med et job, som han hader mere og mere pga. en tiltagende forråelse.

Izzo’s skrivestil giver da mindelser om hårdkogte amerikanske krimier; men Fabio Montale er en meget blødere figur end sine amerikanske kolleger. Til trods for at venner og bekendte dør som fluer omkring ham bruger Fabio hverken næverne eller skydevåben til at bekæmpe sine fjender.

“Total Kheops” er en fremragende krimi om en strisser med hjertet på det rette sted. Første del af Marseille-trilogien.

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter