129
2021
9788797278802
1. udgave 1. oplag
Tim på 13 år, bor på et skolehjem, men da det skal spares væk er der nu fundet en god plejefamilie til ham. Han skal bo hos præsteparret Else og Mads, der bor i en hyggelig fynsk præstegård lige ved siden af kirken. Tim får et dejligt værelse på første sal med udsigt til kirkegården og fast morgenvækning, når graveren Egon hver morgen ringer solen op. Tim er en åben og venlig dreng og kommer hurtigt i snak med en gammel dame på kirkegården, der står ved slægten Løwen-Holt’s familiegravsted. Da Tim kommer tilbage til præstegården fortæller han om sin samtale, men Mads undrer sig, da det sidste slægtsmedlem døde i 1877 og det siden har været kirken der har taget sig af gravstedet. Samme nat begynder Tim at drømme nogle underlige drømme, om Løwen-Holt gods og den gamle Greve. Tim der er blevet gode venner med købmandens to børn Søs og Lasse, fortæller dem om sin oplevelse, og sammen begiver de sig op på godset for at snuse lidt. Der er nogle rygter på egnen om at den gamle Greve var en gal og brutal mand, men også en rig mand der gik i døden uden at nævne hvor hans rigdomme lå gemt. Dette bliver starten på noget af et eventyr for de tre børn. Men med hjælp lykkes det for Tim og vennerne at løse de mysterier den gamle dame og godset gemte på.
Det er en rigtig god fortælling til børn og unge. Sproget er meget fint og i en rigtig god tone, og bogens personer har en venlig og hjælpsom måde at omgås på. Jeg synes ikke det er så tit man fornemmer den form for gensidig respekt mellem aktører i børne- og ungdomsbøger. Historien er spændende, men uden at blive så uhyggelig så den ødelægger nattesøvnen for ens børn. Jeg tænker målgruppen rammer de 7 – 14 årige dog som højtlæsning for de mindste (hvilket nu ikke er kedeligt). Det havde været fint om der i bogen havde været anført lixtal, men jeg har ud fra side 49 beregnet det til at ligge på 28. Det er en rar viden at have, hvis man søger bøger ens barn selv kan læse.
Pátrikur Stephensen-Jarnes, har skrevet historier, digte, sange og revyer i mere end 20 år. Tim & spøgelsesgodset er hans debut og der er allerede en fortsættelse i støbeskeen, Tim & Det hjemsøgte kloster.
Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt af Stephensen&Jarnes, hvilket dog ikke har påvirket min bedømmelse af bogen.