Tilværelsens ulidelige lethed af Milan Kundera

Rigtig fine iagttagelser af menneskets små kringlede veje myldrer frem i ”Tilværelsens ulidelige lethed”. Som en anden perfid psykolog piller fortælleren ubarmhjertigt hvert overflødigt lag og maske af vore tjekkiske hovedpersoner. De skal sørme være helt nøgne, før de får lov at dø. Bogens barske ”sandheder” om tilværelsen er både dragende og frastødende. Historien er både gribende og utroværdig. Tragik og komik i et.

Uddrag:
”Hvis man tror at de kommunistiske regimer i Centraleuropa helt igennem er forbryderes værk, har man ikke begrebet den fundamentale sandhed: de forbryderiske regimer blev ikke skabt af forbrydere, men af entusiaster der var overbevist om at de havde fundet den eneste vej til paradis. De forsvarede den tappert og henrettede mange mennesker. Senere blev det almindelig kendt at der ikke eksisterede noget paradis, og at entusiasterne derfor var mordere.”

Denne læser nød de kloge, om end ofte nådesløse iagttagelser. Noget der til gengæld ikke fungerer, er fortællerens kunstgreb, hvor han hugger historien op for at fortælle, at han fortæller en historie. Den slags forfattertricks får mig altid til at kigge længselsfuldt efter mellemstationer, hvor jeg kan springe af og i farten glemme bogen. Kneb til trods, er ”Tilværelsens ulidelige lethed” en god bog med en del tunge pointer, som længe ligger og murrer i baghovedet.

Lån bogen på bibliotek.dk