Til døden os skiller. Et portræt af Tove Ditlevsen af Jens Andersen

Jeg har i den sidste tid læst flere af Tove Ditlevsens bøger: ”Det tidlige forår” om hendes barndom og ungdom, ”Gift” og ”Wilhelms værelse”. Jeg synes hun er en spændende forfatter, som stadig er aktuel mange år efter bøgerne er skrevet. Det er jeg ikke ene om – Gyldendal har således genudgivet flere af hendes bøger her i 2015. Denne bog om Tove Ditlevsen er også en genudgivelse, den er oprindelig fra 1979. Jeg fik lyst til at læse dette portræt af Tove Ditlevsen, da hendes romaner jo er delvis fiktion, men også i høj grad er en afspejling af hendes eget liv.

Jens Andersen kalder bogen ”Til døden os skiller” – en fin titel, der både kan henvise til hendes 4 ægteskaber, der alle endte med skilsmisse, og døden, som ofte har været et tema for Ditlevsen, der som bekendt valgte at tage sit eget liv, da hun var 57 år gammel og hende mangeårige ægteskab med Victor Andreasen var slut.

I bogen sættes Toves Ditlevsens tekster i relation til hendes eget liv. Hendes livs store dilemma: at ville lykkes med familie, mand og børn, samtidig med at hun havde et stort behov for at være alene, have sit eget rum til at skrive i, beskrives og analyseres. Hendes manglende anerkendelse i de ”fine, litterære kredse” gik hende på, og kunne ikke opvejes af den store folkelige succes, hun havde – Akademiet fandt hende aldrig værdig til en pris.

Bogen er meget ”akademisk” i sproget, og er mere en afhandling og analyse end en typisk biografi. Der er masser af henvisninger til noter bag i bogen, hvis man vil se dem, bliver læsningen hele tiden afbrudt, så det holdt jeg op med. Bogen er rigt illustreret, hvilket er et stort plus, da det bryder den lidt tunge tekst.

For mig var det en tung bog at komme igennem – det tog mig rigtig lang tid at læse den. Den er ikke specielt let tilgængelig, sætningerne er ofte lange og sprogligt komplicerede. Et eksempel: ”Her aner vi gennem det larmende digt omridset af et tilsyneladende normalt embryo, der kalder sig ”jeg”, men man ved nærmere eftersyn snarere må karakterisere som disjecta menbra (poetae), der er god gammel latin og betyder ”digterens sønderrevne lemmer”.

Selvfølgelig gav den ny viden om forfatteren – men man kan også lære meget om hende ved at læse hendes egne bøger.

Lån bogen på biblioteket