Tåge over langebro af Peder Bundgaard

“Tåge over Langebro” er den selvstændige forsættelse af “Dødsens Stille” og dermed næste bog i den forhåbentlige lange serie om vores helt og antihelt, privatdetektiven: Boris Kowalski Jensen, som hellere kalder sig BK Jensen, da det, som han siger “Ikke er let at være lille og sortsmudsket og have et underligt navn i disse tider.” Og den pointe kan man ikke tage fra ham. Manden har ret.

Ellers er det ikke den politiske korrekthed der gennemsyrer historien, og jeg vil egentlig ikke fortælle så meget om selve handlingen. Det er en krimi om mord og medier, meget frit efter myten om Kong Arthur og ridderne om det runde bord, og man KAN ikke lægge den fra sig.
Hvert kapitel har overskrift efter en sang, som matcher den tone som er i kapitlet, og på den måde bliver det hele ret anderledes men meget gennemført.

Da første bind: “Dødsens Stille” udkom i 2004 var jeg ret spændt. Peder Bundgaard havde indtil da kun skrevet bøger om noget han holdt af, og dette var han så hans første skønlitterære roman. Men jeg havde en fornemmelse af, at det måtte være en bog der kom fra hjertet, det måtte være noget der lugtede lidt af hjerteblod og ramte noget i tiden, eller en tid der var gået. Og det viste sig at være lidt af begge dele.

Bundgaard blev sammenlignet både med Turèll og Chandler, men der tog de professionelle anmeldere fejl. Det var jo en historie som kun Bundgaard kunne fortælle. Og det betød at vi pludselig havde fået en ny krimiforfatter der kunne mere end blot at tage arven op efter Turèll og give os en Vesterbro eller Københavnerkrimi. Men til forskel fra Turèll (som var rigtig god, men ikke så plot-orienteret ) har Bundgaards krimier udover en handling der rykker, og nogle beskrivelser af byen, menneskene og miljøer der sidder lige i øjet, altså også et plot der holder.

Som jeg læser “Tåge over Langebro” er den en blanding af mange ting. Jeg kan finde inspiration fra de oplagte: Turèll og Chandler, men der er også en del Kinky Friedman og visse steder Bukowski, og lur mig om ikke der næsten går noget decideret Columbo i den til sidst. Men hvor er den bare fed og billig i øvrigt ( 199 kr.) det er sjældent noget så godt bliver smidt i nakken på en.

Jeg kan kun anbefale denne krimi varmt, og for at blive i bogens tone, så vil jeg kalde den: Motherfucking cool og satirisk, visse steder ret okkult og weird, men med en lun undertone.
På mange måder, præcis som Bundgaard himself. Så måske er inspirationen slet og ret Peder Bundgaard?

“The answer my friend, is blowing in the wind.”

Lån bogen på Bibliotek.dk