0 kommentarer

Stormvarsel af Ann Cleeves

af d. 21. februar 2012
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Omslag
Sideantal

249

Udgivet

2011

ISBN

978-87-7079-123-6

Originaltitel

Blue lightning

Udgave

1.udgave

 

Omdrejningspunktet i “Stormvarsel” er fugle. Sjældne fugle med sære næb. Fugle, som kan få selv besindige folk til at gå til yderligheder.

Fair Isle, en af de mere afsides beliggende Shetlandsøer, er et paradis for professionelle ornitologer og nørdede fuglekiggere. I øens gamle fyrtårn er indrettet et af Storbritanniens mest prestigiøse naturcentre, som ledes af den smukke ornitolog og tv-berømthed Angela Moore. Efter en fest findes Angela siddende ved et skrivebord med en kniv i ryggen og fuglefjer viklet ind i det lange, sorte hår. Det viser sig hurtigt, at mange kunne have motiv til at ønske skønheden med de nedbidte negle hen, hvor peberet gror. Tilsvarende få vil tilsyneladende savne hende voldsomt. Men da også den populære madmor Jane bliver myrdet – ligeledes med fjer strået ud over det afsjælede legeme – breder frygten sig i det lille samfund.

“Stormvarsel” er en klassisk whodunnit-krimi i den engelske Agatha Christie-tradition, hvor kun en håndfuld mennesker kan have begået mordene, idet øen er isoleret fra omverdenen af en voldsom storm. Eller som Ann Cleeves selv formulerer det: “En snæver kreds af mistænkte, der var samlet under ét tag på en vindblæst ø, og som alle spurgte sig selv, hvem af dem der var morderen.”

Cleeves’ faste helt, politimanden Jimmy Perez, der selv kommer fra øen, men arbejder på Mainland, er tilfældigvis på besøg med sin kæreste, kunstmaleren Fran. Modstræbende må han afbryde den hårdt tiltrængte miniferie og prøve at opklare mordene, inden stormen løjer af, og forbindelsen væk fra øen kan retableres. For den koldblodige morder må jo nødvendigvis stadig befinde sig på den lille ø.

Her er fine beskrivelser såvel af den særprægede natur som af mennesker i et lidt gammeldags mikrounivers, hvor klaustrofobien hurtigt får gode vækstbetingelser. Til gengæld er persontegningen ret skitseagtig uden de store dybder. Tempoet er adstadigt, men mod slutningen bliver bogen faktisk rigtigt spændende, da indtil flere nu ved, hvem morderen er – og vedkommende er på fri fod bevæbnet med en væmmelig kniv. Ærgerligt, at Cleeves ikke lader “Stormvarsel” ende umiddelbart efter de dramatiske hændelser, men vælger at påklistre en fad, fladpandet og forjaget afrunding, der lige på falderebet skal redde Perez-seriens videre forløb.

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter