295
2006
87-02-03849-8, 978-87-02-03849-1
Hermed den tredje og afsluttende bog i serien Striden om Natkrystallerne, en bog der er ventet med længsel.
Historien tager sin begyndelse ombord på skibet L’Espérance, hvor Henri har fået hyre i håb om at komme i kontakt med stjernetyderen Dibah. Han håber, at denne kan give ham nogle flere oplysninger om natkrystallerne. Henri agter dog at gå fra borde, når de kommer til Marseilles, da han skal nå frem til La Roque Cageac inden den ondskabsfulde Faustin og hans følge, der er på vej sammen med den tilfangetagne troldmand Castanac. Henri har nemlig løst mysteriet og har fundet ud af at den røde krystal ligger gemt der, og den må under ingen omstændigheder falde i de forkerte hænder, sker det, vil det få grusomme følger.
Henri er dog ikke helt alene på sin færd. Han har følgeskab af papegøjen Castanac, og denne fjerede følgesvend er flere gange ved at bringe dem begge i suppedasen. Den har absolut ingen fornemmelse for, hvornår den skal tie, og dens hyppige kommentarer er en kilde til evig morskab.
Kendetegnende for bøgerne i serien er, at de er blevet mere og mere spændende. Denne tredje del er meget forskellig fra den første bog i serien, som primært handlede om hegnstroldene og hvordan de kom til Compton Bassett. Der er mere uhygge og gys i denne afsluttende del, hvor de onde kræfter får mere og mere magt. Man kan drage visse paralleller i handlingen fra Striden om natkrystallerne til Ringenes herre, da det er noget af det samme der kæmpes om, nemlig en genstand der i de forkerte hænder kan give ubegrænset magt til mørkets kræfter.
Jeg kan kun sige at jeg har været vild med serien. Pragtfulde personskildringer med nogle særprægede og bestemt meget charmerende og individuelle karakteristika. Her er tale om ikke bare en eminent forfatter, men en hamrende dygtig historiefortæller. Ikke alene får man fortalt historien som den sker igennem bogen, men der er også en lang forhistorie og sidehistorier flettet ind i. Det er i sandhed et mesterværk og jeg håber at mange vil få øjnene op for forfatteren, så han vil skrive nogle flere bøger.
Noget jeg desuden holder meget af ved bøgerne er illustrationerne undervejs. Jeg kan ærligt sige, at jeg ikke i andre bøger har set så charmerende og detaljerige illustrationer. I det hele taget nogle virkeligt flotte bøger hvor der er kræset for detaljerne.
Kan læses fra 12 år og er særdeles velegnet til højtlæsning.