Steppeulven af Hermann Hesse

Denne sommer har Gyldendal valgt at begave det læsende Danmark med en nyoversættelse af Herman Hesses klassiker fra 1927, på flotteste vis fordansket af René Jean Jensen og med et veloplagt forord af Ib Michael. Så er man ikke allerede bekendt med dette forunderlige værk er her altså en glimrende mulighed.

‘Steppeulven’ er den mystiske fortælling om den højt begavede og bredt belæste enspænder Harry Hallers nær fatale eksistentielle deroute, hans redning og mulige genoprejsning.

Ensom, uforstået, melankolsk og gigtplaget henslæber Haller en afsondret tilværelse i en ussel tid, blandt overfladiske mennesker, som lejer hos det borgerskab han foragter, men alligevel er uløseligt bundet til af en nostalgisk kærlighed. Kernen i hans fortvivlelse er dog den dybe splittelse mellem drift og ånd, mellem den glubske og sardoniske steppeulv og mennesket Harry, der altid vil det højeste og det bedste.

Hallers lidelseshistorie følger en nedadgående spiral og bunden er næsten nået en nat han flakker forskræmt og hvileløst rundt i gaderne, fra værtshus til værtshus, på flugt fra de stadigt mere påtrængende selvmordstanker og den dragende barberkniv. Et sted møder han dog Hermine, en smuk ung livsnyderske af tvivlsom vandel og erhverv, og det bliver hans redning. Hun synes på forunderlig vis at forstå præcis hvad Haller har brug for og hvordan det skal serveres. Hun lærer ham at danse og le, at elske jazzmusik og kvinder, og hurtigt bliver Haller trukket ind i en verden han ikke vidste eksisterede, en verden hvor nydelsen råder.

Kulminationspunktet i Hallers opstigning, og i romanen, er den udsøgt dæmoniske maskebalsscene, der udspiller sig med al den støjende dekadence og karnevaleske tvetydighed man kan ønske sig. Efter ballet føres Haller op til et magisk teater og finder her, med hjælp fra buddhistisk livsfilosofi, måske de svar han søger, muligheden for et nyt liv, i en anden sfære, hinsides godt og ondt.

Nogle vil nok finde at romanen sine steder kan blive en anelse lang i spyttet, f.eks. i den første fjerdedel, der basalt set består af tre forskellige analyser og beskrivelser af menneskedyret Harry Haller og derfor indeholder en del gentagelser og kan virke lige lovlig udpenslende. Det ændrer dog ikke ved, at ‘Steppeulven’ er en fremragende roman, tankerig og tankevækkende, skræmmende, mærkværdig og opildnende. Den har i høj grad fortjent sin klassikerstatus og man kan ikke andet end at glæde sig over at den nu er blevet nyoversat og reaktualiseret.

Lån bogen på biblioteket