Stenkoncilet af Jean-Christophe Grangé

Da den 30-årige singlepige Diane Thiberge adopterer en lille dreng fra et burmesisk børnehjem ser hun frem til et roligt liv med ham i centrum.

Det viser sig dog snart, at intet er, hvad det først så ud til i denne medrivende thriller, hvor Diane må bruge sin uddannelse som etolog med speciale i rovdyrs adfærd og al sin snilde i kampen med de kræfter, som vil hende og drengen til livs.

Forfatteren får uden besvær blandet en fantastisk ret af så tilsyneladende ukompatible ingredienser som shamanisme, kernekraft og moderlig omsorg samtidig med at romanen er oplysende og lærerig på en måde, der får selv en række usandsynlige hændelser til at fremstår som – netop – sandsynlige.

Man bliver guidet fint gennem bogens stemningsmættede handlingsforløb, og kommer derfor til at gå helt ind på præmisser, man ellers ville være tilbøjelig til at afvise som noget nær grinagtige.

Jean-Christophe Grangé er lige virtuos hvad enten han skildrer stemningen i Paris eller i den mongolske vildmark. Selv om hovedpersonen er akademiker er der alligevel en dejlig af-intellektualiseret atmosfære i bogen, som slår nogle af de strenge an, som både Umberto Eco og Arturo Pérez-Reverte var mestre i før de blev så gode til at skrive, at de glemte at intellektuelle spændingsromaner aldrig må miste spændingsmomentet.

‘Stenkoncilet’ kunne godt have fået topkarakteren fem stjerner, men må af to grunde nøjes med fire. For det første er der lidt for mange hjælpsomme mænd med på Dianes vej gennem historien – en franskmand, en russer og en italiener plus det løse – og det blev lige i overkanten for denne læsers smag. Den anden grund er de fejl i vekslen mellem direkte tale og fortællerindskud, som sine steder skæmmer den ellers velformulerede danske udgave.

Lån bogen på bibliotek.dk