Sprækker af Teddy Vork

Siden jeg læste Teddy Vorks debut, novellesamlingen “Hvor skyggen falder”, har jeg været begejstret for hans måde at skrive på. Historierne er fyldt med referencer, sproget er nærmest lavmælt, men alligevel springer gruen ud af hver side, så man sidder med en ustyrlig trang til at tænde alt lys i huset for at jage skyggerne bort.

Hans seneste udgivelse er også en novellesamling, hvor seks af novellerne har været trykt i andre sammenhænge, mens tre er nyskrevne. Og ligesom debuten (og hans to romaner) er her tale om horror af høj kvalitet, hvor Vork demonstrerer sin alsidighed som forfatter. Han kan fortælle sine historier gennem en jeg-fortæller såvel som gennem både mandlige og kvindelige hovedpersoner. Han forankrer sin fortælling i dagligdagen og lader så det uventede opstå, og forvandler dermed hverdagslokaliteter til rædselsvækkende steder. Han er aldrig mild mod sine personer, og han er en af de fineste horror-forfattere i Danmark.

Titlen “Sprækker” refererer til, at der i hver af de ni noveller opstår en sprække i vores kendte og normale hverdag, hvor det ukendte pludselig sniger sig ind, og forandrer de trivielle hverdagsbekymringer til dødelig alvor.

Blandt de tre nyskrevne noveller var jeg særligt glad for “Og de kommer ind og tager bolig der” om dagplejeren Gitte der for nyligt mistede sin far, en pensioneret præst der til sidst led af Alzheimers. Sorgen har gjort hende træt, men hverdagen går videre, og dagpleje-børnene Loke, Gustav og Karen-Johanne fylder dagen ud. Men denne dag kan Gitte ikke rigtig slippe tankerne om faren, og pludselig hører hun hans stemme.

Novellen er opdelt i fire afsnit, hver med titel efter en af den katolske kirkes tidebønner. Det er en novelle om tro, og om hvad der kan ske, hvis man mister den.

Jeg er dog også vældig begejstret for “Hic sunt dracones”, hvor Vork undersøger mørket. På sin vis er mørke jo blot fravær af lys, men i visse situationer er det meget mere end det. Det opdager Jannie, da hun småfuld efter en hyggelig aften med veninderne kommer hjem til et tomt hus og opdager, at lyset er gået. Selvom hun forstandsmæssigt siger til sig selv, at der ikke er noget at frygte, begynder hjernen at lege med hende, og trods alle sine forsøg på at berolige sig selv, presser frygten sig ind over hende.

“Hic sunt dracones” diskuterer meget sagligt mørkets evne til at skabe angst, og får alligevel én til at føle sammen med hovedpersonen. Slutningen fik mig til at tænke på Steen Langstrups novelle “Indbrud”, der er en af de fedeste lytteoplevelser, jeg har haft (hørte den nemlig som lydbog).

Men det var bestemt også fint med et gensyn med “De rette omgivelser”, “Mare, mare minde”, “Den usynlige verdens undere” og alle de andre noveller.

Alt i alt er her tale om en gennemarbejdet og velfungerende novellesamling, som både er velskrevne og skræmmer en vis legemsdel ud af bukserne på læseren.

Lån bogen på Bibliotek.dk