Splinten af Sebastian Fitzek

Leder man efter en spændende psykologisk thriller, går man ikke forgæves hos tyske Sebastian Fitzek.

I ”Splinten” møder vi Marcus Lucas, der har store psykiske kvaler, da han har været skyldig i en bilulykke, der kostede hans kones og deres ufødte barns liv. Det er 6 uger siden ulykken, og hans store skyldfølelse kombineret med en store sorg over at miste sin kone fylder hele hans sind, og gør det svært for ham at få hverdagen til at hænge sammen.

Svigerfaderen, der er enkemand, er læge på et stort privathospital, og sammen støtter de hinanden i sorgen over at have mistet en datter og en hustru. Svigerfaderen konstaterer, at en splint har kilet sig ind i Marcus’s nakke i forbindelse med ulykken, og han behandler personligt svigersønnen – tilser splinten, skifter forbinding og udskriver en stærk receptpligtigt medicin, der skal få kroppen til at indkapsle splinten, der ellers kan bore sig op i Marcus’s hjerte og gøre ham lam.

Under et besøg på svigerfaderens klinik falder Marcus over en annonce i et lægetidsskrift, der søger efter personer til et forsøg, hvor man vil eksperimentere med at få folk til at glemme store traumer. Marcus noterer sig telefonnummeret og adressen – for ville det ikke være dejligt at glemme ulykken og sorgen?

Efter et besøg på hukommelsesklinikken beslutter han sig i imidlertid for, at han ikke vil deltage i forsøget, da der er for mange usikkerheder, og man kan ikke garantere ham, hvad han vil huske og hvad han vil glemme.

Og SÅ sætter Sebastian Fitzek turbo på historien!

Pludselig befinder man sig i et inferno af begivenheder og plots, der skifter om ikke fra side til side, så fra kapitel til kapitel. En dag Marcus kommer hjem til sig selv, er hans navn ikke længere på døren, i stedet står hans kones ungpigenavn der. Hans nøgle passer ikke, og da han banker på, lukker hans afdøde kone op, men hun ved ikke hvem han er.

Da han tager ind på sit arbejde, kender chefen ham ikke, og snart ved Marcus ikke, om det er hans psykiske sårbarhed, der spiller ham et puds, eller om man på hukommelsesklinkken bruger ham i forsøget uden hans samtykke?

Intet – absolut intet – ender som læseren gætter på.  Tempoet er højt, og skruen strammes kontinuerligt, og flere gange regner man med, at nu samles trådene. Blot for at konstatere, at der er endnu mere kød på historien. Der er ingen garanti for en happy ending – men gys og små hår, der rejser sig på armene, og tanker om, om det virkeligt kunne ske, fylder læseren med fryd hele vejen gennem historien.

Super bog. Og sikke en film, der kunne komme ud af det.

Lån bogen på Bibliotek.dk