Sommeren varer ikke hele året længere af Katrin Ottarsdóttir

‘Nogen trækker vejret på den anden side af døren, ude på det ru gulvtæppe, svinebørster fæstnet i asfalt, stikkende mørkebrune. Hun rejser sig fra brættet, skyller ud, kvæler lyden af den åndende mor på den anden side af døren, moren, der kan finde på at kigge gennem nøglehullet.’

Bogens fortæller, en 16-årig unavngivet pige, er gravid. Det i sig selv er slemt nok, men hendes liv er i det hele taget frygtelig trist – hun har absolut ingen at tale med, hun er ensom og føler sig udstødt og forkert. Moren, som hellere ville have haft en dreng, og ikke undlader at fortælle det, svælger forarget og skadefro i andres ulykke.

Moren er psykisk syg, meget egocentreret og ekstremt manipulerende og kontrollerende. Hun spiser nervemedicin som var det bolsjer, holder familien vågen om natten med sin gråd og kan finde på umotiveret at straffe datteren, låse døren, så hun ikke kan komme ind.

Faren er underlagt morens lunefulde humør. Han holder af datteren, men tør næsten ikke vise det. Faren og datteren prøver på skift at få moren i godt humør, det tærer på kræfterne. Datteren mister koncentrationsevnen i skolen. Hun er også godt på vej til at skubbe veninderne væk, for ingen, ingen må opdage, at maven vokser. Hun er ekstremt angst for morens reaktion.

De har ikke meget kontakt til familien, pigen savner moster og mormor og morfar, hun drømmer sig væk fra hjemmet, finder lidt ro i den barske natur på Færøerne, hvor hun kører ture på sin røde Puch Maxi.

Pigen har et alt for stort ansvar, kan aldrig rigtigt slappe af, hun prøver at skærme faren mod morens luner og får selv hadefulde udbrud fra moren. Hun passer hjemmet, vasker tøj og gør rent, men udadtil skal det se ud som om moren har styr på det hele, så hun må gøre det i det skjulte og må f.eks. ikke hænge vasketøj udenfor, for så kan naboerne se, at det er datteren der vasker.

Sproget er malende, fanger både natur og stemninger, særligt den tunge stemning i hjemmet, pigen, der altid er på vagt, bange for morens humør, hvordan er det i dag, hvornår kommer gråden, vredesudbruddene, beskyldningerne, truslerne om at begå selvmord. Hun og faren går konstant på listefødder i hjemmet, det gælder om ikke at fremprovokere et stemningsskift, men det er umuligt. Moren tåler ikke modstand, man siger hende ikke imod, bider alting i sig og tilpasser sig. Det slider på både far og datter.

Det er en fantastisk bog, skrevet i et fantastisk sprog – den har vundet Færøernes litteraturpris, og det forstår jeg virkelig godt. Stemningen i bogen er tung og dyster – jeg har tidligere læst og anmeldt 2 andre bøger af forfatteren, som ligeledes har en dyster stemning: I Afrika er der mange søde børn og 43 bagateller 

anmelderbog

lån bogen på biblioteket