Som røg for vinden af Donal Ryan

Adskillige forfattere skriver det ene fantastiske værk efter det andet, og langt de fleste af dem laver på et tidspunkt noget der falder lidt ved siden af, og er knap så fantastisk. Dette knap så fantastiske værk, har irske Donal Ryan endnu til gode at skrive. “Som røg for vinden” er den tredje bog fra hans hånd jeg har haft fornøjelsen at læse, og som de foregående, er også denne forrygende.

Donal Ryan har en åbenlys forkærlighed for det irske folk, og for den ganske almindelige irer. Han kan skrive om almindeligheder, så de bliver noget helt særligt og så det almindelige ophører med at eksistere. Alle er noget særligt i Ryans øjne, og hans bøger er befolket af mennesker der på hver deres måde er dybe og helt specielle – uanset om de er skraldemænd eller akademikere. Det bliver aldrig påtvunget eller kunstigt, men vidner om Ryans store interesse for mennesker og deres individuelle ret til at være noget helt specielt. At han samtidig mestrer sproget i en grad så englene synger, gør selvfølgelig ikke sagen værre. Men heller ikke hans sprog bliver overdrevet og for meget. Det er bare sådan han skriver, og det er en fryd at læse. Nogle forfattere kan gøre sprog til kunst, og Ryan er sådan en forfatter. Det er ikke uden grund at anmeldere rundt omkring har svært ved at få armene ned, når de har læst hans bøger.

Historien i “Som røg for vinden” er ellers slem nok. Forlaget skriver på bogens bagside:

“Martin Toppy er sytten og far til Melodys ufødte barn. Hun er treogtredive og var hans lærer. Hun ville have begået selvmord for længe siden, hvis hun havde haft modet til det… Dette er en roman om hendes 40 uger i graviditetens, tvivlens, sladderens og selvbebrejdelsernes vold.”

Martin Toppy tilhører en del af Irlands befolkning der går under navnet Travellers (rejsende). Disse rejsende tilhører en gruppe der minder meget om sigøjnerne på kontinentet. En gruppe som resten af samfundet ser ned på, og så vidt muligt undgår kontakt med. Donal Ryan har tidligere beskæftiget sig med disse rejsende i novellesamlingen “Et sving mod solen”, og det er tydeligt at han har et særligt forhold til dem. I det hele taget har Ryan er særligt forhold til de svage, fattige, hårdtarbejdende og undertrykte, som han skriver om med stor kærlighed.

I løbet af romanen får Melody et tæt forhold til en ung kvinde, Mary Crothery, der ikke alene er en af de rejsende, men også er udstødt af de rejsendes samfund. Melody er også mere eller mindre udstødt af det snerpede og dybt katolske samfund hun er en del af, og de to kvinder kommer til at stå hinanden særligt nær. Trods deres mange og åbenlyse forskelligheder, har de også noget der knytter dem sammen på tværs af de skel der opdeler deres samfund. Og det er lige netop der Ryan brænder igennem. Det handler ikke om hvad du er, men om hvem du er. Det er mennesket der er interessant, og for Ryan er det i særdeleshed det irske folk der er interessant.

Jeg håber at vi kommer til at høre meget mere til Ryan, og at Jensen & Dalgaard vil blive ved med at udgive hans bøger. Jeg er selv oversætter, og har en mistanke om, at det at oversætte Ryan, ikke er noget man “bare lige gør”. Men Signe Lyng, der er Ryans danske stemme, gør det fremragende. Jeg håber at hun og Ryan fremover vil berige mig med mange flere smukke ord og fortællinger.

Lån bogen på Bibliotek.dk