Som en besættelse af Klaus Enghvidt Olsen
398
2016
9788793382480
Der kan være mange gode grunde til at udgive sine bøger selv, ligesom der kan være mange gode grunde til ikke at gøre det. “Som en besættelse” er, udover den noget søgte titel, en godt udtænkt historie. Bogen er spændende og fængslende, men den er også i høj grad skrevet i sænk af manglende redigering og korrekturlæsning. Der kunne være kommet en rigtig god bog ud af det, men den bærer tydeligt præg af ikke at være efterarbejdet af “friske øjne” – og hvis den er, er det ikke gjort ret godt – og derfor ender det med at blive en middelmådig bog. Det er heller ikke dårligt i forhold til så mange andre selvudgivne titler jeg ellers har læst, men det er ikke godt nok.
Journalisten Benjamin kommer ved et tilfælde til at rode op i en gammel likvideringssag fra krigens tid, og det viser sig, at sagen har trukket blodige spor langt frem i tiden. En gammel politimand var dybt involveret i sagen, men ingen ønskede den opklaret – mindst af alt hans chefer indenfor politiet. Gennem journalisten der skriver i 2014, gennem modstandsfolkene under krigen og gennem kriminalkommisær Lind der i 1967 forsøger at opklare mordet på en skoleinspektør, får vi fortalt en spændende historie om modstandsfolk og stikkerlikvideringer i krigens sidste år. Afsnittene om journalisten Benjamin i 2014, er dog så få og så korte, at bogen som helhed ville have vundet ved at disse enten var mere omfattende, eller helt var skrevet ud af bogen.
Klaus Enghvidt Olsen skriver for så vidt udmærket. Sproget er let og levende. Personerne bygges fornuftigt op, og hovedpersonerne får så meget karakter at de i nogen grad formår at hæve sig over papiret. Så langt så godt. Men når det samme ord gentages både tre og fire gange i to på hinanden følgende sætninger, så bliver teksten for klodset og for anstrengende at læse. Når der bruges ord der er helt forkerte, ønsker man som læser at der havde været en redaktør/korrekturlæser ind over. På s. 339 står der f.eks. efter at en person har holdt en lang enetale: “Da farfaren havde gjort en pause i sine retirader …” Det ord forfatteren leder efter er “tirader”, der betyder “langtrukken, højttravende strøm af ord, ofte om ligegyldige eller virkelighedsfjerne ting” (Den Danske Ordbog). En “retirade” derimod er noget helt, helt andet. Det er en “lille, simpel bygning med toilet uden vandskyl” (Den Danske Ordbog). Desværre er der alt for meget af den slags, og det ødelægger helhedsoplevelsen. Det er synd for en i øvrigt god historie, at der ikke ofres det sidste – at den ikke gøres færdig. Det er dårligt håndværk, og det koster stjerner i anmeldelser. Mange stjerner.
