0 kommentarer

Små afvigelser af Annemette Kure Andersen

af d. 20. juni 2007
Info
 
Sideantal

133

Udgivet

2003

ISBN

87-21-02124-4

 

Hvad sker der inde bag bøgehækken? Hvem bor i de små 1-værelses lejligheder? “Små afvigelser” er en række korte noveller, hvor hovedpersonerne kommer, bor eller arbejder i samme område. De støder ind i hinanden på kryds og tværs, uden at det nødvendigvis behøver at have nogen effekt. Samme indtryk får man også af novellerne.

Hovedparten af de korte historier er enkle, holdt i en meget kontant stil. Forfatteren sørger kun for skelettet: Her er et menneske. Her er et menneske i en situation. Sådan reagerer mennesket fysisk. Man bliver selv nødt til at fylde både følelse og farve på for at fylde personerne ud. Billederne er så knappe og realistiske, at historierne nærmest taber rettet til at være fiktion. Et eksempel er novellen “Badesæben”, hvor en stresset og træt enlig mor til en lille dreng beslutter, at hun godt kan gøre en undtagelse og tage et bad, mens han er i kravlegården. Det er ikke noget hun plejer at gøre, det er en af de små afvigelser fra hverdagens normale trummerum, som titlen henviser til. En enkelt dag, et enkelt bad og så er det pludselig ved at gå galt. “Badesæben” er en af de stærkere noveller i bogen. Den udmattede mors trang til et øjeblik for sig selv og den voldsomme skræk og samvittighedsnag der følger, da det viser sig, at hendes ti dyrebare minutter i fred var ved at blive skæbnesvangre. Det tager ikke Annemette Kure Andersen mere end 4½ side at skrive en skræk i livet på enhver med ansvaret for et lille barn. Til gengæld er det måske også en så hverdagsagtig begivenhed, at det er på kanten af det banale, når den krydses med den enkle, realistiske fortællestil.

 

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter