320
2007
978-87-7053-773-5
3. udgave, 3. oplag
Sprogø er for de fleste mennesker det stykke land midt i Storebælt, man i hast passerer på Storebæltsbroen mellem Fyn og Sjælland.
En gang var Sprogø et isoleret sted, man kun kunne komme til med båd. Sprogø dannede i ca. 40 år rammen om et hjem for evnesvage og løsagtige kvinder, ”hvis erotik frembyder en væsentlig fare i det frie samfund for udbredelse af kønssygdomme”. Et tvangsophold på øen varede i gennemsnit 7 år, og de børn, som kvinderne fik som følge af løsagtigheden, blev taget fra dem og bortadopteret. Kvinderne blev tvangssteriliseret, inden de fik lov at forlade øen. Der var plads til ca. 50 kvinder på øen, den sidste kvinde forlod anstalten 1. april 1961.
I ”Skygger fra Sprogø” møder vi den unge Magda, der sammen med sine søskende bliver tvangsfjernet fra deres hjem. Magda bliver sendt til Sprogø, hvor hun bliver gravid med en ingeniør, der jævnligt besøger øen. Barnet, en lille dreng, bliver fjernet straks efter fødslen, og Magda længes efter ham. Den ingeniør, der har gjort hende gravid, taler med forstanderen om, at Magda kan komme i huset hos ham og hans kone på fastlandet og hjælpe til med at passe deres søn. Magda bliver installeret på loftet hos den lille familie, og når konen er gået i seng, lister manden op af stigen og hygger sig med Magda. Selv har Magda ingen indflydelse på sit liv.
Familiens søn Gunnar er et mærkeligt indadvendt barn, og skønt Magda forsøger at komme ind på livet af ham, lykkes det ikke. Gunnar minder hende om den dreng, hun kunne have haft, og da forholdet mellem hende og ingeniøren igen bærer frugt, vælter Magdas verden, og hun sendes tilbage til Sprogø.
Anden del af bogen hopper mange år frem, hvor vi møder Gunnars datter Ursula, der lever i skyggen af det, der skete i Gunnars barndomshjem – skyggerne fra Sprogø.
Bogen kredser om den fortvivlede situation, som mange kvinder levede under – for ikke så mange år siden – hvor manden var herren i huset, og konen og døtrene måtte rette sig efter husherren.
En mørk bog, der får læseren til at føle en dyb empati for Sprogøpigerne og deres skæbner.
Vibeke Marx skriver let og flydende og tegner fine portrætter af kvinderne, deres samtid – og fremtid.