Skyggejægeren af Camilla Grebe

”Skyggejægeren” er en modbydelig historie om et kvindehad så besættende, at en eller flere mordere føler sig nødsaget til at myrde et antal uskyldige yngre mødre, sømme deres hænder til gulvet og skænde deres kroppe på utænkelige måder.

Mordene sker i bølger. Først i 1944 i ”Sumpen” i Stockholm, hvorefter gerningsmanden får tilnavnet Sumpmorderen. Herefter i 1974 og i 1986, og i 2019 slår morderen så til igen.

Vi følger efterforskningen i de fire perioder, naturligvis med forskellige sæt hovedpersoner, fra den unge politisøster Elsie træder ind på det første, uhyggelige gerningssted under Anden Verdenskrig – og må lade livet – til senere tiders politifolk, som får stadigt mere avancerede metoder til rådighed, men alligevel ikke evner at fange den eller de snu mordere.

Det sidste hold efterforskere er Malin og Manfred, som hører til forfatterens faste stab.

Camilla Grebe er blevet overlæsset med roser for ”Skyggejægeren”. Den murstenstykke roman er kåret som årers svenske krimi i 2019, og i Danmark har de store blades anmeldere kappedes om at lobhudle bogen.

Det er en interessant, original og lejlighedsvis spændende historie, så langt kan jeg strække mig. Camilla Grebe dækker samtidig sine kort så effektivt, at slutningen overrasker læseren.

Men. Der er for langt mellem snapsene; der går (som det ofte gør i nyere, svenske krimier) for meget børnegylp og samlivsproblemer i den; udredningen og opklaringen bliver temmelig søgt og dermed lidet tilfredsstillende.

Værst er dog Grebes persontegning. Mænd er per definition nogle sexistiske, egoistiske, dovne, fantasiløse røvhuller. Kvinder er omvendt dedikerede, generøse, arbejdsomme, kreative små englebasser, der får hele verden til at hænge sammen. Sjældent eller aldrig er jeg stødt på en mere sort/hvid kønsopfattelse; det skulle da lige være hos Leonora Christina Skov.

“Skyggejægeren” er et anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof, der ikke har haft indflydelse på denne tekst.

Lån bogen på biblioteket