Skyggedanseren af Sara Omar

En stærk og modig beretning skrevet med følelserne udenpå tøjet

Skyggedanseren er andet bind i serien og efterfølger til den anmelderroste roman Dødevaskeren. I andet bind følger vi også Frmesk i to livsperioder; fra barndommen – hvor det allerede er gået galt – til de voksne år, hvor hun gennemgår et religiøst helvede og kæmper med flere problemstillinger og et skjult dobbeltliv. Vi følger den unge piges flugt til Danmark med en familie, der ikke giver hende de bedste omstændigheder; to yngre søskende – som hun skal agere forælder over for – en mor, der ikke vil integrere sig men blot sidder på sofaen og ser kurdiske serier og en far, der egentlig er skilt, men tropper op i familiens hjem for at undgå sladder, og som gladeligt uddeler øretæver til højre og venstre.

Frmesk er en fighter, og hun giver ikke op så let. Hun former sit liv (i det skjulte for familien); tager en uddannelse på universitetet og finder ro i at skrive sine følelser og oplevelser ned som digte. Men dét da skulle være en udvikling i en “rigtig” retning ender ud i et traumatiserende ægteskab med en kurdisk ægtemand bosat i Tyskland, og manden tøver ikke med at lægge hånd på hende. Hun må ikke længere fortsætte sin uddannelse, og da fosteret i maven viser sig at være en pige, tæver han hende til hun mister barnet.

Det er en dyster roman om en udsat og voldsramt kvindes ensomme, indædte kamp for at slippe væk fra mørket i barndommens år og forsøg på at finde frihed i et nyt liv i nye omgivelser. Sproget er så billedligt og levende – til tider makabert -, og jeg kan virkelig godt lide Sara’s skrivemåde. Det er råt og til tider vulgært på den barske måde. Men det giver læseren den dybe sandhed om situationer, som er for svært at tale om. Scenerne i bogen er voldsomme og detaljerede, så man skal lige ruste sig mentalt – før man læser bogen – specielt hvis man har en sart sjæl eller en livlig forestillingsevne. Romanen er som et opråb på vegne af de undertrykte børn og kvinders tavse skrig. Historien er barsk – omend virkelighedstro – men hvad jeg synes gør romanen mindre god er, at den minder for meget om forgængeren. Personerne og selv historien er en form for gengivelse blot med uddybende detaljer og forklaring for “midter-sektionen” i Frmesk liv.

Den dansk-kurdiske forfatter Sara Omar har formået igen at skildre en yderst barsk fortælling, som fortæller om alt dét et barn og en kvinde ikke skal gennemgå i deres liv. Et usselt liv der bliver styret og bestemt af det mandlige køn. Forfatteren har – med al ret – vundet menneskerettighedsprisen 2019, som er en dansk pris, der tildeles en person, der har gjort en særlig indsats for menneskerrettigheder – her: blandt andet gennem sit forfatterskab og offentlig debat.

Det er en klart fængslende bog, der bør læses af alle. Det er vigtigt som almen borger at være informeret med disse former for problematikker, da dette stadig finder sted blandt børn og unge (kvinder) i multikulturelle hjem – også i Danmark.

Lån bogen på biblioteket