Skyggedanseren af Sara Omar

Sara Omars første roman ”Dødevaskeren” var svær at læse og gjorde stort indtryk på mig. Her beskrev Sara Omar, hvordan mange kvinder og børn undertrykkes i andre kulturer. De udsættes for social kontrol, tyraniseres, tæves og lever som slaver i deres familier. Langt ud over en danskers fatteevne.

Hendes opfølger ”Skyggedanseren” er så grusom og ubærlig, at jeg måtte læse den i små bidder, og jeg kan slet ikke forestille mig, den smerte, den er skrevet med.

Nok er det en roman, men den er skrevet på smerte, rædsel og vrede over, hvordan mange kvinder og børn dagligt undertrykkes og lider – den giver stemme til de tavse.

I ”Dødevaskeren” mødte vi den lille pige Fremsk til hun var 5 år gammel og sprang så frem i tiden og mødte hende igen som ung kvinde på et dansk hospital, hvor hun var indlagt på grund af skader forvoldt af hendes ægtemand. Vi fornemmede, at hun havde haft et barn – et barn, der ikke længere var i live.

I ”Skyggedanseren” følger vi Fremsk op gennem hendes barndom i Kurdistan og er vidner til et afskyvækkende misbrug af den lille pige, der ikke kun omhandler voldtægt og psykisk tortur, men også fører til djævleuddrivelse, fosterfordrivelse og i sidste ende til, at hendes kærlige mormor og morfar må sende hende ud af landet for at overleve. Sammen med sine forældre ender Fremsk i Danmark, og her følger vi hende gennem den svære ungdom med to små søskende, en mor, der ikke integrerer sig og en fraværende far, der udover social kontrol over familien, har løse næver og ikke regner kvinder og børn for noget. De har bare at makke ret.

Trods de barske barndomsoplevelser formår Fremst at finde sin indre styrke, og begynder at læse på Universitetet og at skrive digte. Alt sammen forgæves, for inden længe er hun gift med en ekstrem voldelig ægtemand, der nedbryder hende både psykisk og fysisk og lader hende forstå, at hun er hans kone og ikke længere kan tage en uddannelse. Da han finder ud af, at det barn hun venter, er en pige og ikke en dreng, tæver han fosteret ud af hende.

Den poetiske titel “Skyggedanseren” henviser til, at i afmagt kan man projicere sin sjæl ud i sin skygge for på den måde at frigøre sig fra den krop, der bliver misbrugt. Skyggen er fri og skyggen kan danse  – og skyggen kan aldrig knægtes.

Bogen er skrevet med hjerteblod og smerte og formår at holde læseren fanget, selvom man flere gange har lyst at lukke øjnene for al den rædsel. Men til forskel fra avisartikler og TV-indslag, formår romanen at holde læseren fast og nægter at slippe ham/hende, før man har læst gruen til ende. Bogen er sin rædsel til trods, skrevet i et smukt og flydende sprog, der afslører Sara Omars kærlighed til de undertrykte.

Omslaget er så smukt så smukt og jeg vil give bogen alverdens stjerner.

Sara Omar har netop vundet menneskerettighedsprisen 2019, som tildeles en person, der har gjort en særlig indsats for menneskerettigheder i Danmark.Prisen hædrer hende for hendes arbejde med børn og kvinders rettigheder, som hun gennem sit forfatterskab og deltagelse i den offentlige debat har sat fokus på. Med fare for sit eget liv, for hun er under politibeskyttelse.

Lån bogen på biblioteket