0 kommentarer

Skavanker af Mads Nygaard

af d. 6. juli 2012
Info
 
Sideantal

207

Udgivet

2002

ISBN

87-595-1855-3

 

Det er sjældent, at jeg i den grad oplever at genkende mig selv i så forskellige personer i en bog. Den ordknappe, generte og lidt undselige tyksak Benny, som savner både selvværd, selvtillid, accept og ikke mindst kærlighed, og den flakkende ungkarl, det vingeskudte menneske Frederik, med lig i lasten så store som oceaner, som flygter fra ethvert forpligtende forhold og forsøger at drukne fortidens spøgelser i alkohol og nye bekendtskaber.

Men det forunderlige er at Benny og Frederik er hinandens bedste venner og har været det siden skolen. Og at Benny kender Frederiks hemmelighed og alligevel holder ved.
Drømmen om kærligheden har de tilfælles, Bennys udmønter sig i videoer med Barbra Streisand, som nærer hans romantiske forestillinger om den smukke, men håbløse kærlighed. Frederik drømmer om et liv med Sally, som kunne være kvinden i hans liv, hvis det ikke lige var for hans utallige sidespring.

I Murmansk sidder den unge kvinde Galina også og drømmer sig væk. Væk til et bedre liv, med mand og hus, badekar på løvefødder og knitrende pejs. Og hun svarer på en annonce, som arrangerer rejser til Norge udelukkende for giftelystne russiske kvinder. Ægteskabsbureauet producerer en video med Galina og 25 andre kvinder, som sendes til ensomme mænd rundt omkring i vesten, heriblandt Benny i Nordjylland.

Benny lægger sig lynhurtigt fast på Galina, der som den eneste ikke havde majet sig ud med makeup og stiletter. Alene hendes navn får ham til at svømme hen, det minder ham om et rumskib, ligesom Apollo eller Sputnik. Da den mere prosaiske Frederik får videoen at se bliver han gal over at Benny kan være så naiv. Over at Benny tror han kan finde kærligheden hos nogle desperate kællinger fra Østeuropa, som bare er på jagt efter en tyk tegnedreng. Men Frederik lader sig alligevel overtale til at ta’ med til Norge, nok mest for at passe på sin ven gennem tykt og tyndt.

I Norge går det hele galt, Benny og Galina har hver især fået kolde fødder allerede inden de har mødt hinanden. Benny møder slet ikke op til sammenkomsten og Galina på sin side stikker af inden mændene dukker op. Alligevel mødes de så tilfældigt i skoven foran det lyserøde ægteskabshotel. Frederik, som kører rundt og leder efter Benny, afbryder deres møde – som sikkert aldrig ville ha’ ført til noget – ved at køre galt lige foran næsen af dem. Ved fælles hjælp får de transporteret Frederik til et sygehus, Galina hugger med lidt dårlig samvittighed Bennys mange kontanter og han giver hende tilmed sit visakort, for at hun kan komme hjem til Murmansk.

Jeg skal ikke afsløre alt, men slutningen peger ihvertfald mere i retning af ‘Pretty woman’ end ‘The way we were’, to film som på hver sin måde betyder en del for Benny. Og det lover jo godt for kærligheden..
“Skavanker” er en både smuk og sørgelig historie, om et stærkt venskab, troen på kærlighed og alvorlige skader på sjælen. Og Mads Nygaards sprog blomstrer atter vildt og frodigt…

Lån bogen på Bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter