447
2016
978-87-7171-167-7
La última salida - oversat af Christina H. Rasmussen
Stol ikke på andre end dig selv! Men hvad hvis man ikke engang kan stole på sig selv?
Det her er en undervurderet lille perle. Jeg havde ikke hørt om bogen – eller forfatteren – før jeg fandt den tilfældigt på det lokale bibliotek. Titlen og forsiden fangede mig, og bagsideteksten pirrede min nysgerrighed yderligere. Læseren bliver kastet in medias res ind i handlingen, hvor den rige Ted McKay sidder med pistolen for tindingen men bliver afbrudt, da nogen bliver ved med at ringe på døren. Det bliver hurtigt mere og mere mystisk, da Ted undervejs finder små noter med en håndskrift, der minder usandsynlig meget om sin egen. Noterne giver ham muligheden for en sidste udvej, men hvorfor skulle han dog have skrevet noter til sig selv? Vidste han på forhånd, at han vil sidde med pistolen i hånden? Var det et set-up, han selv havde lavet? Ved døren står en mand, der kender alt til Ted og selvmordsplanen. Manden vil hjælpe Ted, så hans kone og døtre ikke skal lide tab efter hans død og konsekvenserne deraf. Men al hjælp har sin pris, og Ted indser, at hans accept af tilbuddet fører til manipulation fra en person, der kender ham bedre, end han selv gør.
I starten var jeg lidt forvirret over de små noter og den mærkelige begyndelse. Men sproget glider let, og spændingen øges hurtigt i tempoet, og så bider handlingen sig fast i læseren. Federico Axat får vendt op og ned på handlingen mange gange, og som læser sidder man på stolekanten og forsøger at finde ud af, hvad der egentlig foregår. Forvirring og tankestrøm – men en god slags forvirring, der gør historien intens og spændingsopbyggende.
Spændende læsning og gode karakterbeskrivelser. Nem at komme igennem, og historien sidder stadig i hovedet i flere dage efter endt læsning, forvirret og betaget. Jeg har læst mig frem til, at Federico Axat har endnu en bog, der er udgivet på dansk “Hukommelsestab”, og den skal jeg da i hvert fald have fingre i – for Axat er klart en forfatter, jeg vil huske og skabe plads til på min bogreol.
“Sidste udvej” er helt klart værd at læse for alle thriller-elskere!