Sidste tog til London af Meg Waite Clayton

Der er efterhånden mange romaner, der tager udgangspunkt i virkelige hændelser, og så digter videre derfra.  Noget af det jeg særligt godt kan lide ved Meg Waite Claytons Sidste tog til London er hendes tydelighed omkring, hvilke elementer af bogen, der er historisk korrekte, og hvilke der er forfatterens kunstneriske frihed.

Truus Wijsmuller-Meijer er en historisk person, der uden tvivl hjalp rigtig mange jødiske børn ud af Tyskland og Wien.
Stefan Neuman, 15. årig jøde ved krigens start, og Žofie-Helene, datter af en nazikritisk redaktør er fiktive personer. Men historien om dem, deres spirende kærlighed og deres mod og overlevelsesinstinkt gør fortællingen om nazisternes hurtige magtovertagelse i Østrig, hvor de bor, nærværende for mig som læser. Jeg hepper på dem, krydser fingre, håber at de kommer ud af Wien i live, også selvom de er nødt til at lade medlemmer af deres familier blive og risikere livet.
Stefan Neuman ønsker at blive forfatter, og via ham lærer jeg om Stefan Zweig, en historisk person, en jødisk forfatter, der blev ramt af Hitlers omfattende censur.
Igen bliver det vigtigt for mig, at Meg Waite Clayton er så tydelig omkring fakta og fiktion, for det gør, at jeg som læser er nødt til at huske, at det er op til mig at undersøge videre og lære mere.

Sidste tog til London er meget velskrevet. Jeg kan mærke Stefan og Žofie-Helenes tiltrækning og usikkerhed.
Jeg er heller ikke på nogen måde i tvivl om kærligheden mellem Truus og hendes mand Joop, og selvom datidens syn på kønsroller og udfordrende adfærd ligger langt fra min, sidder jeg med hjertet i halsen, da Adolf Eichmann beder Truus om at tage handskerne, skoene og strømperne af. Der er ingen tvivl om, at det for Truus er et massivt overgreb, som hun alene tillader, for at  kunne få en aftale om at  redde flere jødiske børn ud af landet. Hendes efterfølgende handlinger på hotellet, hvor hun gør alt klar til et bad, inden hun igen tager handsker og strømper af og derefter lægger tingene i skraldespanden, vidner om overgrebets natur for hende og er med til at understrege, hvor farlig hendes rolle i transporten af børnene har været, selv hvis episoden ikke er virkelig, er den skæve magtbalance og jeg er ikke i tvivl om, at de virkelige modstandsfolk, også Truus, har haft hjertet helt oppe i halsen dagligt i denne periode.

Denne troskab mod menneskesynet, relationer og normer er dog også min eneste lille anke ved historien.
Da nazisterne overtager Østrig er Stefans velhavende familie tvunget til at flytte ud af deres sædvanlige rammer, og må i stedet flytte op på øverste etage, hvor tjenestefolkene normalt bor. Her bliver de udsat for forhold, som de “ikke engang kunne drømme om at udsætte tjenestefolkene for.”

Det opvejes dog til fulde af de før omtalte person- og situationsbeskrivelser. Især er de billeder, der males af Stefans dagligdag i kældrene under familiens tidligere chokoladefabrik, meget virkelige, og jeg sidder igen hele tiden og er bange for, at der kommer nogen, der opdager ham og sender ham i arbejdslejr.

Lån bogen på biblioteket